Sofie Gro Holde
Forfatter
Sofie Gro Holde, 1992
E-mail: hobittenjens@hotmail.com
Om Romanen
Titel: I Tokes ånd
Genre: Man kan vel sige at I Tokes ånd er en genre helt for sig selv, men ellers lidt si-fi magisk.
Tema’er: At man skal tage let på livet, for det er ikke så seriøst, at man skal kunne se ud over sin egen næse og at et godt grin altid er godt.
Mål-gruppe: Alle der har lyst til et godt grin og ved hvem Steen Østskov er. (Clint Eastwood.)
Dato for begyndelse af udfordringen: Tirsdag 9. november bestemte jeg mig for at deltage i Udfrodringen, men historien har været undervejs i lang tid.
Fokuspunkter under skriveprocessen: At skrive noget humoristisk, der stadig giver mening.
Prolog
Alle personer i denne fortælling er fiktive. Alle ligheder imellem personer og karakterer fra fortællingen og virkelige personer skal ikke tillægges noget, og disse eventuelle personer skal ikke forfølges. (Seriøst, der er synd for dem!!)
Andres Elle, der mest af alt går under navnet Toke, er en gammel gubbe, der igennem hans (usandsynligt) lange liv, har tillært sig magiske kræfter. Dette er dog ikke noget han har fortalt til nogen, alle i hans (usandsynligt store) familie synes at han er små skør og går mest af alt og venter på at han bliver dement. Noget der tilsyneladende bare ikke vil ske. Tokes store familie indebære bland andre Cecilie på seksten, Jens og Stine på sytten og Patrick på atten. Disse fire er Tokes hade børnebørn og derfor bestemmer han sig for at vil give dem en oplevelse der vil lære dem at se ud over deres materialistisk og snæversygnede hverdag hvor alt handler om dem. (I god og socialistisk/kommunistisk Toke ånd.) Han vælger at gøre det i dagene op til jul, eftersom det er den eneste tid på året hvor hele (Seriøst, HELE) familien er samlet. Måden han vil lære dem disse værdiger på er at sende dem igennem en masse prøvelser og oplevelser, og sætte dem i nogle uvante situationer, hvor de blandt andet vil opdage vidundere fra starten af den enogtyvende århundrede (Den gang Toke selv var ung), men vigtigst af alt vil opleve humor (eller mangel på samme) som ingen i fremtiden nogensinde vil kende til.
Ord i prolog: 249
Ord i alt ind til videre: 249
1. December
Pasta salat? Skulle dét nu være moderne?
Dagens benspænd: handlingen skal foregå i en fiktiv ubåd.
Jens vågende fordi hans seng var blevet forvandlet til en hængekøje. En hængekøje af den slags der er gammel, mølædt og lugter af sure sokker. Jens prøvede at komme ud men fandt sig selv viklet ind i hængekøjen. Og da han endelig kom ud var gulvet ikke lige under ham, som han havde toet. I stedet for at træde ud på gulvet, faldt han flere meter ned og landede på et metalgitter. Efter at have sundet sig lidt åbnede han øjne og så op i et højt rum, hvor hængekøjer hang i otte etager. I syvende etage gyngede en af køjerne frem og tilbage. Det var sikkert den Jens var faldet ud af. Han rejste sig op, ned det bagerste af hovedet, der var ømt efter faldet, og så at han befandt sig i en lang, smal gang, med en række af hængekøjer på hver side. Gulvet var et metalgitter og under det så det ud til at der var en gang magen til befandt den Jens befandt sig i. I hver ende af gangen var der en dør, af den slags med et hjul man drejer, som håndtag. De var begge lukkede. Jens valgte en og gik til højre, han drejede håndtaget og den åbnede op til en gang der gik det soveværelse han befandt sig i, på tværs. Og så fortsatte den uendeligt i begge ender. Eller der så sådan ud. Igen valgte Jens en retning, denne gang venstre. Langs væggene var en masse rør, nogle med ventiler og gulvet var stadig et metalgitter, under var endnu en gang magen til. Efter noget der for Jens mindede om flere timers gang, men i virkeligheden (Hvis dette da var virkeligheden) kun var ti minutter kom han til en trappe der førte op til etagen oven over. Jens stod og kiggede op af trappen i lang tid, da hans øre pludselig hørte (Er der ikke sjovt at et ØRE kan HØRE når et ØJE kun kan SE?) lyden af musik. En sang som han ikke kendte, men musik var måske et godt tegn når man vadede rundt i hvem ved hvad, alene.
Oppe for enden af trappen var endnu en dør med ventil-dørhåndtag. Denne stod åben, og inde fra rummet faldt et dejligt gyldent lys. Det var også her musikken kom fra. Jens gik ind i rummet, hvor den ene væg, den over for ham, var ét kæmpestort panorama vindue. Fra væg til væg og fra gulv til loft. Uden for var der mørkt og alt virkede blåt. Da Jens var på vej over imod vinduet kom han forbi et meget langt bord. Det var dækket fint op, hvid dug og lysestager. Der var plads til fireogtyve personer. På hver tallerken, det var dybe tallerkner, lå en meget stor portion pasta salat, af den gode slags. Den med bacon, nødder og selvfølgelig pasta og salat. Men ikke rosiner. Jens stirrede længe på det fine bord, med pasta salaten. Og en underlig tanke slog ned i ham. Underlig fordi at han ikke rigtigt før havde stillet spørgsmål ved hvad der skete omkring ham. Han havde ikke rigtigt undret sig over hvor han befandt sig, hvornår eller hvorfor. Men da han så maden måtte han, imod al fornuft, spørge sig selv: ”Pastasalt? Skulle dét nu være moderne?”
”Tjah, det smager godt.” Jens vendte sig imod stemmen, der kom fra en ung mand der stod i døråbningen. ”Og dengang jeg var ung var pasta salat intet mindre end episk.” Jens vendte sig og gik hen imod manden.
”Episk?” Spurgte han. ”Hvad betyder det?” Den unge mand, han var vel næppe mere end sytten eller atten år gammel, tabte underkæben fuldstændigt og slog sig så på panden med en fald hånd.
”Nutidens unge!” Sukkede han, idet han gik forbi Jens og forbi det fine bord. Det lød lidt som om han ville have sagt mere, men Jens var ikke sikker. Den unge mand gik hen til et kontrolpanel, der meget lignede den slags man ser i ubåde, der var langs en af væggene, som lå op imod det store vindue. Han trykkede på nogle knapper og hev i et håndtag og med ét var det som om hele verdenen bevægede sig. Jens var lige ved at snuble, men greb fast i en af stolene, der stod omkring bordet. Da han havde vænnet sig til den langsomme og rolige bevægelse rejste han sig og gik hen til manden.
”Hvem er du?” Spurgte han. Den unge mand, hans hår var brunt og hans øjne var grønne, undtagen et enkelt sted hvor det ene øje var brunt, vendte sig imod Jens.
”Jeg er dig.” Svarede han, han lavede sin stemme om, så den lød dyb og mægtig. Jens stirrede bare dumt på manden, som til gengæld sendte et blik fyldt med skælmskhed. Det mindede Jens om noget, det blik, men han var ikke sikker på hvad eller hvem. ”Du har ikke set Løvernes Konge, har du?” Spurgte manden. Jens rystede på hovedet, han følte sig meget dum. (Men på samme tid undrede han sig over, om det var sådan hans søster følte sig hele tiden.)
”Jeg hedder Andreas.” Sukkede manden. ”Er der ellers noget du vil spørge om, Jens?”
”Øh ja, hvorfra ved du at jeg hedder Jens?” Spurgte Jens, prompte. Andreas rystede bare på hovedet og tog en slurk vand fra en hvid plastic kop. Jens var ret sikker på at Andreas ikke havde den kop med sig ind i rummet, men undlod at påpege det.
”Jens lad os springe hen over det komplicerede og komme til det spænende.” Nu så den unge mand, med de to farvede øjne, ud som om han forventede at Jens ville sige noget specielt.
”Okay, så siger vi det.” Sukkede Jens og gik hen imod det store vindue. Jo tættere på det han kom, jo mere mystisk virkede det blå mørke uden for det. Til sidst, da han kom helt hen til vinduet, så han at det var vand. Dybt, mørkt, kold og stort vand. Han trådte væk fra vinduet, som fik han et chok. De var under vandt. De bevægede sig under vandet. Han vendte sig imod Andreas.
”Hvor er vi?” Jens følte at hans stemme ikke rigtigt ville sige noget, som om hans stemmebånd var blevet til grød.
”Vi er under den frosne Nord Pol, i min fiktive ubåd.” Forklarede Andres. Han lød som om dét gav sig selv.
”Hvad fanden mener du når du siger i din fiktive ubåd?” Råbte Jens. Han var ved at syntes at denne Andreas var utroligt irriterende. Både fordi han snakkede i gåder, men også fordi han mindede ham om noget han bare ikke kunne huske. Selv den måde Jens følte sig irriteret på ham fik ham til at tænke på hvem end det nu var Andreas mindede ham om.
”Fiktiv, du ved vel hvad det betyder, ikke?” Spurgte Andreas.
”Jo-ov,” tøvede Jens. ”Jo, jeg ved godt hvad fiktiv betyder. Men hvad mener du når du siger at denne her ubåd er fiktiv?”
”At den ikke fines. Hvad skulle den ellers betyde?”
”Men hvis den ikke findes, hvordan kan vi så være her?” Jens lyd nu eftertænksom, som om han selv ville besvare spørgsmålet. Det fik han også lov til, da Andreas ikke svarede. Han stirrede blot på Jens, med et blik af forundring. Jens begyndte at mumle for sig selv, men han langsomt gik rundt om bordet. ”Min seng, hængekøje, ubåd, pasta salat, fiktion.” Han blev ved indtil han med et stoppede og kiggede på Andreas.
”Er det her en drøm?” Spurgte han så. Andreas smilede.
”Flot, Einstein! Du er måske ikke helt dum.” Svarede han. ”Desuden nærmer du dig nattens nøgle.”
”Nærmer mig natten hvad for noget?” Jens fattede ikke en brik af hvad der skete. Han havde forstået at dette var en drøm, men for fanden da hvor var den mærkelig. Altså sådan rigtig mærkelig. Det føltes som han rent faktisk var i ubåden, han kunne dufte pasta salaten og han kunne høre musikken. (Som for resten var ved at være rigtig irriterende, da det var det samme mærkelige nummer der var på repeat.) Han kunne mærke hvordan ubåden langsomt bevægede sig frem ad, imens han så det blå mørke bevæge sig forbi vinduet. ”Hvad er det jeg skal gøre?”
Andres sukkede og trykkede på nogle flere knapper. ”Lad os lade dét ligge, det er åbenbart for hårdt for dig. I stedet, har du lyst til noget pasta salat? Der er den gode slags.” Han gik hen og satte sig ved bordet og tog en af de fine sølvgafler. Jens mave rumlede, så han satte sig også og begyndte at spise. Han var ikke sikker på hvornår han sidst havde spist pasta salat.
I lang tid var der stille i ubåden. Jens syntes at lige meget hvor meget han spiste af den dybe tallerken så kunne han ikke tømme den. Andreas nåede dog at spise fire portioner inden han igen gik hen til kontrolpanelet og hev i nogle håndtag.
”Nå Jens. Nu må du nok hellere se at komme i gang igen. Det bliver snart morgen, også vågner du. Det kunne jo være rart hvis vi nåede at blive færdige inden, ikke?”
”Men jeg forstår ikke hvad det er jeg skal!” Frustrationen som Jens følte, var på højde med dén han altid følte i matematik, når hans lære undlod at forklare et princip, fordi at ’sådan var det bare’.
”Jeg giver en ledetråd så,” Andreas rullede med øjne, som var Jens dum. ”Du skal spørge mig on noget, og dette spørgsmål har du stillet tidligere i drømmen. Bare ikke til mig.”
”Hvad fanden snakker du om? Jeg har kun stillet dig spørgsmål. Og ved du hvorfor?” Nu råbte Jens. ”Fordi du er en freak der kravler ind i folks hoveder og laver om på deres drømme!” Og så slog det ham. Imens han stod og råbte i den fiktive ubåd, under Nord Polen. Han havde jo stillet et spørgsmål, til ham selv. Men han forstod ikke rigtigt hvorfor dét skulle forklare noget. Og alligevel spurgte han, denne gang ikke sig selv, men Andreas.
”Pasta salat? Skulle dét nu være moderne?” Andreas smilte, og tog en tår af endnu en plastik kop, som Jens ikke mente han havde set før.
”Dét er det rigtige spørgsmål.”
Jens vågnede fordi han igen lå i sin egen seng. Klokken var halv fem om morgenen, den første december. Det viste hans dyre Rolex armbåndsur. Han gik ud af sengen og så ud af hans vindue. Først troede Jens at der var vand udenfor det, men han så at det bare var den mørke natte himel. På den anden side af ruden lå det snehvide land, med skoven bag bakkerne. Han gik ud på ganen og hen til Stines værelse. Bankede forsigtigt på og gik ind. Hun sad i hendes vindueskarm og så lidt skræmt ud. Hun så på ham idet han kom ind.
”Jens, jeg bliver nød til at vide om pasta salt er moderne.” Sagde hun, lidt tvivlende.
Ord i kapitel: 1882
Ord i alt: 2132
2. December
Nik & Jay, jeres skæbne var ilde fortjent!
Dagens benspænd: Alle personer skal altid svare med et spørgsmål. (Ja i dette afsnit er de italienske immigranter.)
Cecilie var helt sikker på at hun altid havde haft langt, blondt hår. Og at hendes hud havde været lys og at hendes øjne var lyseblå. Derfor undrede det hende meget at hun lige pludselig havde fået sorte krøller, at hendes hud var blevet oliven og at hendes øjne var blevet brune. Men måske hun tog fejl. Det virkede nu mærkeligt, for den pige der så tilbage på hende fra spejlet havde totalt det samme ansigt som Cecilie selv. Hun var helt magen til Cecilie selv, bort set fra at hun var i forkerte farver. Også var hendes hår krøllet. Men på den anden side kunne man sige at der var mange ting der var mærkelige heromkring. Cecilie var gået i seng, og så ud som hun plejede, og var vågnet op på et stort og moderne hotelværelse. I Monaco. Cecilie vidste ikke ret meget om Monaco, men hun vidste at det var dette land hun befandt sig i. Hvorfra hun vidste det fra anede hun ikke. Men hun vidste det.
Cecilie var vågnet for nogle time siden (Hvis da uret gik efter virkelighedens tid.) og havde vandret lidt rundt på noget der måtte være verdens største, dyreste og mest moderne hotel. Cecilie var ikke kommet ned fra den etage hun befandt sig på, og hun havde svært ved at finde hen til den nærmeste elevator. Den sidste times tid (Igen, hvis uret gik rigtigt.) havde hun derfor vandret rundt på det store værelse (Med jacuzzi (Som var mindre end den Cecilies kærestes forældre havde.) og flere store værelser med udsigt over den smukke havn i Monaco.) og drukket hjemme blandede drinks fra baren (Som ikke var mini.). Hun stod med en Sex on the Beach, da det bankede på. Men det var ikke døren det banede fra. Det var et af de store vinduer. Cecilie vendte sig, lettere forskrækket imod vinduet. Hun var mindst på otteogfirsende etage. Uden for stod en und mand, med brunt hår og en gammel slidt læderjakke. Han stod på et plato, som den slagt vinduesvaskere bruger når de vasker vinduer på højhuse. Cecilie var helt sikker på at de hejse ræb, der holdte platoet, ikke havde været der for to minutter selv. Manden stod med en hvid plastik kop i den ene hånd, den anden brugte han til at banke blidt på ruden med. Cecilie skyndte sig hen og åbnede det store vindue så den unge mand kunne komme ind.
”Hej,” sagde han da han var kommet ind og havde stået lidt.
”Hvem er du?” svarede Cecilie lidt usikkert. Hun lagde mørke til at den hvide plastik kop ikke var nået med ind.
”Kan du lide dit nye udseende?” Spurgte manden.
”Hvorfra ved du at jeg ikke ser sådan her ud, altid?” Cecilie tog et skridt væk fra manden, hun følte sig ret usikker på at være for tæt på ham. Han mindede hende om en eller anden, men hun var ikke sikker på hvem.
”Jeg ved en del ting. For resten hedder jeg Andreas.” Sagde den unde mand, imens han gik hen til baren og åbnede køleskabet. Han tog en øl ud af mærkede Dansk Pilsner, som Cecilie ikke havde set da hun ryddede rundt i det. Hun kendte godt til mærket af øl, men havde aldrig smagt den, bare fordi den ikke kostede mere end en tyver pr. flaske. Andres, som han åbenbart hed, drak den første flaske i ét drag (Noget Cecilie, den lille sodavandsspritter[1], aldrig havde kunnet med en øl.) og tog så en flaske mere frem og åbnede den. Denne forsvandt dog ikke lige så hurtigt.
”Hvorfra ved du at jeg ikke ser sådan her ud normalt?!” Cecilie følte sig meget irriteret. Hun stod midt i den store stue med hænderne i siden og prøvede at se meget bestemt ud.
”Hvorfra ved du at jeg ved du ikke ser sådan ud hele tiden?” Andres havde et lille glimt i hans øjne. De var grønne også, i det ene, var der en klat der var brun. Som om nogen havde prikket ham i øjet med en pensel med brunt maling.
”Har du allerede glemt at du lige spurgte mig om jeg kan lide mit nye udseende?” Andres stoppede op midt i en bevægelse, som om han var blevet spurgt om noget, hvor svaret ville røbe en dyb og mørk hemmelighed. Han drejede sig lidt og stirrede på Cecilie med et blik der tydeligt viste at han tænkte så det knagede.
”Måske ved jeg at du plejer at se anderledes ud, fordi det er mig der har fået dig til at se ud som du gør nu?” Sagde han, eftertænksomt som om han ikke var helt sikker. Cecilie spærrede øjne op og styrtede hen til spejlet hun havde set sig selv i, tidligere på dagen (Hvis dette da var dag.).
”Hv-hv-hvorfor- hvo-hvordan?” Hun stammede og drejede hovedet så det (nye) krøllede hår hoppede op og ned. ”Hvorfor ser jeg sådan her ud!?” Fik hun endeligt råbt, fortvivlet.
”Fordi du er en italiensk immigrant i nat.” Cecilie, der stadig trippede, stivnede og stirrede tomt på Andreas.
”Jeg er en hvad?” Skreg hun.
”En italiensk immigrant i Monaco.” Sagde Andreas igen. ”Ved du ikke alt alle italienere ser sådan ud?” Han rullede med øjne og tømte den anden øl. Han åbnede, igen køleskabet, men denne gang tog han en hvid plastik kop ud. Der var vand i. Cecilie var ret sikker på at hvis manden sagde et eller andet mærkeligt mere, så ville hun hoppe ud af vinduet. Hun trippede nervøst rundt i den store flotte og moderne stue, med mange store vinder. Stilheden gik hende på nerverne og alligevel var hun ikke sikker på at hun foretrak at denne Andreas snakkede. Dog ikke et valg hun selv fik lov til at tage.
”Ved du egentligt noget om Monaco?” Spurgte Andres, imens han stod i baren, med plastik koppen. Cecilie stirrede længe på ham.
”Er det ikke det der lille land, med én by hvor alle de rige har deres yachter, og hvor der ud over byen er én mark og ét bjerg, som gamle damer slæber pinde op og ned af?” Svarede Cecilie, efter lang tid. Lidt mere rolig, over der forholdsvise normale spørgsmål. Andreas nikkede imens han tømte koppen og smed den over skulderen.
”Hvad med Nik og Jay? Er det nogle du har hørt om?” Fortsatte han.
”Skulle jeg måske det?” Cecilie brugte den tone hun brugte i skolen, hvis hendes lære spurgte hende om noget. (Cecilie havde de sidste to år ikke mødt op til én time hvor hun havde lavet sine lektier. Og hun havde ikke afleveret mere end 70 % af hendes afleveringer. Hun var praktisk talt en møgunge i skolen. Men hvad gjorde det når man havde mange penge?)
”Jeg slog dem ihjel tilbage i år 2009, efter de havde lavet det der hit Endnu en.” Sagde Andreas, næsten som om han prøvede at huske det for sig selv. ”Hybris straffes med nemesis. Nik og Jay, jeres skæbne var ilde fortjent.” Hviskede han, men stadig så Cecilie kunne høre det. Dog ikke at hun forstod det.
”Kan du huske at du har mødt mig før?” Nu stoppede den uendelige spørgstrøm åbenbart aldrig. Cecilie hævede det ene øjenbryn og rystede tvivlende på hovedet. ”Hvis jeg nu siger pasta salat? Ringer der så en klokke?” Cecilie slog hænderne for munden. Hun gispede.
”Pasta salat? Skulle det nu være moderne?” Hviskede hun helt lavt, for sig selv. Langsomt kom mindet om en ubåd tilbage til hende. Og mindet om Andreas. Hun spærrede øjne op, da det hele på en eller anden måde (For helt ærligt, so far er det her ret forvirrende, selv hvis man er den del af det.) faldt på plads i hendes hoved. Natten før var hun jo vågnet op i en ubåd, en fiktiv ubåd (Lig lige mærke til hvordan det kursive fremhæver mærkeligheden i faktummet af at det var en fiktiv ubåd.).
”Hvordan er det muligt? Hvem er du?” Cecilie var ikke sikker på om hun havde sagt det højt eller bare have tænkt det, men Andres gik stille og roligt hen imod hende.
”Cecilie, vi kommer til at se en del til hinanden de næste par nætter (Andreas griner skummelt over den yderst perverse undertone i det han siger.) og du kan ligeså godt få af vide at hvis du ikke tager dig sammen, bliver det ikke alt sammen lige behageligt (Igen, griner han grundet sex joken.).”
Cecilie vågnede, i hendes egen seng, ved siden af hendes kæreste. Hun vækkede ham ved at ryste hans arm hektisk.
”Hvad er der?” Hviskede han, da han endelig var kommet op og side.
”Hvilken farve er mit hår?” Spurgte Cecilie ham. Først da han svarede at hun var blondt, kunne hun falde til ro.
Ord i alt: 3629
3. December
Indiana Jones og jagten på en bedre titel.
Dagens benspænd: Dagens afsnit skal være skrevet som et digt (med rim, vers, strofer og hele molevitten)
Patrick havde sovet godt hel nat (I forehold til de sidste to nætter, hvor mystiske drømme om pastasalat havde hjemsøgt ham.) uden at vågne op og tænke; hvem fanden minder Andreas mig om?!!
Klokken var halv syv om morgenen, Patrick havde som reelt en konkurrence med sit vækkeur, som
gik ud på at vågne først. Han havde slået det de sidste fem dage, med fem minutter. Da han vendte sig for at slukke uret, inden det ringede, lagde han mærke til at der lå et linjerede A4 papir på hans sengebord. Patrick havde set den slags papir på museer, men var ret sikker på at de ikke blev produceret mere. (For hvem fanden kunne finde på at skrive i hånden?!) Han tog papiret op og lade mærke til en håndskrift, som ligesom mindede ham om en anden håndskrift han havde set et par
gange, men var ikke sikker. Han folede det ud og begyndte at læse:
Patrick, Patrick, min æt.
Du længe leve vil (Ved mindre du dør tidligt)
Nu du skal lære
Hvis du spiser pasta salat bliver du mæt
Og nu skal du lytte til (Altså du skal lytte godt efter, og da du læser, kunne det være en god ide at tage notater.)
En god pasta salat indeholder ikke pære.
Men da livet ikke kun er pasta salat (Der er jo også DP og kage.)
skal du nu høre om en mand
med hjerte og mod som en løve
og kæmpede imod nazisternes forbrug af muskat (Pistolen, ikke krydderiet.)
Han hviskede nazisterne ud i sand(et)
Og han skulle ikke engang øve (sig ret meget)
Hans navn, det skal du gætte!
Men måske du skal have et hint
For du er ikke kendt ud i gætteriets kunst!
Og mit digt skal sådan set også forsætte!
Men jeg kan sige dig, manden spiste ikke mint!
Og en fæl dunst (Han havde!)
Han både den forsvundne skat fandt
Fandt et tempel med en forbandelse
Og tog på et korstog.
Her skal du dog vide at der kommer en kant!
For han tog endnu et eventyr der var udsat for en forvandelse
For dette var så dårligt at det burde dø over åg.
Og her kommer din opgave (Den har jeg vist sagt før, meeen… hvad helvede, det jo mig der bestemmer her!)
For du skal nattens drøm gætte
Og manden ham skal du vist også gætte
Jeg skal sige dig, han var ikke pave!
Og han fløj kun i fly der kunne lette!
Jeg spiser pasta salat der kan mætte.
Nu løber jeg snart tør for ideer,
Du skal gætte manden inden jeg siger det selv!
For jeg er typen der bliver irriteret over at vente for længe!
Og desuden føler jeg for at formere (Kinky!)
Og jeg kan kun afsløre at det er ikke Keld (Som jeg vil formere med eller som digtet er om.)
Desuden kræver svaret ikke at du har penge.
Jeg kan nu sige: Nattens drøm og manden er Indiana Jones (Og jagten på en bedre titel.)
Patrick kløede sig i nakken og stod op. Han tændte computeren og søgte på Indiana Jones. Han var en spændene og sej mand, måtte Patrick indrømme.
Ord i alt: 4281
4. December
Emma gad vi allérer ikke.
Dagens benspænd: Dagens afsnit må ikke indeholde referencer til noget der har med jul at gøre (FUCK YEAH!!!)
Stine læste digtet igennem igen, igen, igen, igen. Det startede med Stine, Stine min æt. Jens’ startede på samme måde, med hans navn. Ellers var digtene helt ens, og de var begge dukket op på deres sengeborde i løbet at sidste nat. Én ting var at de to havde haft de to samme drømme de sidste to nætter, måske den slags skete for tvillinger, men at det samme digt var dukket hos dem begge var skræmmende. Desuden havde Stine fundet ud af at hendes kusine, Cecilie, have oplevet det præcis samme som hende og Jens. De samme drømme, en i en fiktiv (Igen, kursiv fremhæver vigtige ting!!) ubåd og italienske immigranter i Monaco. Og altid var der noget med pasta salat! Men Cecilie havde også fået et digt om en Indiana Jones. Cecilie og Stine var gode venner og mødtes ofte. (Ha! Nu begynder det hele at hænge mere sammen, hva’?) Og det bekymrede dem alle tre at de oplevede de her ting. Alligevel havde de bestemt ikke at sige noget til deres forældre, der var trods alt ikke sket dem noget, rent fysisk.
Jens bankede på den åbne dør og gik hen til Stine, der sad på hendes seng. Hun så på ham, igen sagde noget.
”Sov godt,” sagde han og tog digtet fra hende. Han folede det sammen og lagde det i sin lomme. ”Jeg går i seng nu.” Også gik han igen. Stine stirrede efter ham i lidt tid og lagde sig så ned. Hun slukkede lyset, men det tog hende stadig mange timer før hun faldt i søvn.
”Stine?” Stemmen var uden tvivl Cecilies. ”Stine, kan du høre mig?” Der blev rusket i Stine, som åbnede øjne og satte sig op. Hun så træer, græs og solen. Det var en meget smuk have. En varm brise slog imod hende og tag fat i hendes kjole. (Havde hun kjole på?) Hun stirrede på den røde silkekjole. Sådan én havde hun aldrig haft. Hun så på Cecilie der havde en kjole magen til på. Hun stod lige ved siden af Cecilie og stirrede bekymret på hende.
”Hvor er vi?” Spurgte Stine, mens hun rejse sig op. Græsset var helt utroligt blødt.
”I en drøm, tror jeg.” Svarede Cecilie tvivlende. Hun stirrede lidt nervøs omkring sig. Da Stine så sig ordentligt om lagde hun mærke til at alle blomsterne i haven var blodrøde. Og at alle frugttræerne kun havde røde frugter. (Mystisk, huh?)
De to piger begyndte at gå lidt rund i haven. Over alt hvor de gik, var alt rødt. Nogle af buskene og træernes grene var pyntet med røde bånd.
”Tror de at vi drømmer det samme, igen, eller at det bare er en af os der har denne her drøm?” Spurgte Cecilie. Stine stirrede på hende.
”Kan man komme ind i andres drømme?” Stine havde slet ikke overvejet denne mulighed.
”Det ved jeg ikke, men det er så virkeligt. Jeg kan mærke vinden,” sagde Cecilie, åndsfraværende. Stine sagde ikke at det kunne hun også, for idet Cecilie sagde at hun mærkede vinden, gik det op for Stine at de begge var i den samme drøm.
De gik rundt i noget der føltes som flere timer (Men da vi udmærket godt ved at dette ikke var virkeligheden så kan vi også godt afsløre at det i den virkelige verden kun var få minutter.) uden at se noget andet end den røde have. Der var fugle som kvidrede og det var ligesom om de kunne høre et lille vandløb længere væk. Stine kunne ikke lade vær med at tænke på om vandet i vandløbet også var rødt. Og så, med ét, høre de noget andet. Stemmer. De råbte noget i kor, det lød næsten som et andet sprog. De gik automatisk i retningen af stemmerne og da de drejede rund om nogle store buske så de en lille terrasse på en høj. (Det kommer ikke bag på nogen når jeg siger at terrassen var rød, vel?) På terrassen var der et lille bord med tre stole. På en af dem sad Andreas, manden der var dukket op i alle deres drømme de sidste par dage. Bag ham gik en flok unge langhårede mennesker. De havde en masse skilte i hånden med peace tegn malet på. De var klædt i farverigt tøj med blomster over det hele. Mange af dem havde malet blomster ned af deres arme og endnu flere havde runde solbriller i sjove farver på. Det var dem der råbte i kor, og da Cecilie og Stine så dem kunne de med et forstå ordene (Ikke at det gav mere menig for pigerne nu, de havde jo ingen fornemmelse for historiens små skarpsindigheder.)
”EMMA GAD, VI GIDER IKKE!” Råbte de i kor om og om igen.
Andreas vinkede og sagde noget, men ingen af dem hørte det for råbene, der ligesom var blevet meget højre idet de så terrassen med menneskerne. (Det var det også, for sådan fungere drømme.) Så Andreas vendte sig imod de råbende og skreg af sine lungers fulde kraft: ”Så luk dog røven i forbandede hippier!” Og stille blev der. Han vendte sig atter imod pigerne: ”Kom og sæt jer, så vi kan få nattens sludder.” Sagde han med et smil. Han havde en hvid plastik kop i hånden og på bordet var der dækket op med pasta salat (Skulle det nu være moderne?) af den gode slags. (Den slags med bacon.)
”Hvordan har i det så, fortiden?” Spurgte han, imens de satte sig. De stirrede bare målløse på ham. Han tolkede det åbenbart (Nej, slet ikke åbenbart, men helt bevidst) som om at det gik dårligt. ”Det var da trælst,” sagde han idet han trak en flakse Dansk Pilsner frem fra inderlommen i den sorte ledder jakke han altid havde på. Der blev stille lidt. De vilde unge mennesker stod bare og stirrede tomt ud i luften. Han tømte DP’en (og ja, DP står for Dansk Pilsner, hvis jeg ikke har sagt det før.) i et drag og fiksede endnu en frem. Stine undrede sig over hvordan han kunne gemme dem inde under jakken uden at man kunne se dem.
”Hvorfor er det du altid er i vores drømme?” Spurgte Cecilie. (Godt spørgsmål, ikke sandt?) Hendes stemme var skarp og irriteret. Stine vidste det var sådan Cecilie snakke til hendes ekskærester.
”Hov hov! Rolig nu! Der er ingen grund til at lyde anklagende!” Svarede Andreas, tydeligt med et grin i stemmen.
”Jo, der er masse af grund til at lyde anklagende!” Råbte Stine, inden Cecilie selv kunne nå at sige noget. ”Hvad fanden bilder du dig egentligt ind? Jeg er ret sikker på at det ikke er tilladt at gå ind i andres drømme!” Stines stemme begyndte at lyde usikker, mest fordi hun ikke var sikker på hvad hun skulle sige (Og fordi hun ikke var klar om hvorvidt der fandtes love for noget så latterligt som drømme. Det gør der selvfølgelig i USA, det er jo et mærkeligt sted.) Der blev stille.
”Altså, har du ikke gættet på at der måske var noget jeg ville lære jer?” Spurgte Andreas mens han stirrede på den DP han lige havde tømt. Stine skævede til Cecilie der havde været stille i lang tid nu. Hun skævede tilbage til Stine.
”Øh, nej?” Sagde Stine. ”Lære os noget? Om hvad?” Fortsatte hun.
”Om livet!” Med ét stod Andreas op, Stine lagde mærke til at ølflaskerne var forsvundet ud i den blå luft. Andreas stod nu med hænderne imod den skyfri blå himmel og råbte med dramatisk røst: ”Jeg vil lære jer om livet og om hvad der giver livet værdig!” Ud af øjenkrogen så Stine at de unge hippier som Andreas selv havde kaldt dem kom tættere på, og dannede en cirkel omkring bordet.
”Jeg vil lære jer om glæden ved at hjælpe andre! Jeg vil lære jer at se andet end jeres egene næser! Jeg vil lære jer at le og græde!” I baggrunden var de blomstrede mennesker begyndt igen: Emma gad, vi gider ikke. Det lød som uhyggelig messen. Stine kunne mærke gåsehuden på hendes arme, på trods af varmen. Andreas vendte sig imod de to piger, nu var de totalt omgivet. Messen var nu så høj at det skræmte Stine.
”Jeg vil lære jeg om pasta salat, mandariner og Mao Zedong.”
Stine vågnede med et skrig: ”MAO ZEDONG!” Hun lå på gulvet, var faldet ud af sengen. Hun skyndte sig op og løb ind på Jens’ værelse. Han lå også på gulvet og hev efter vejret.
”Cecilie var der!” Udbrød Stine, idet hun sank sammen nede ved siden af ham. Han så uforstående på hende. ”I haven, den røde have!”
”Jeg var også i haven,” sukkede han. ”Med Patrick.”
Ord i kapitlet: 1471
Ord i alt: 5757
5. December
Mao Zedong havde fat i noget og andre sandheder
Dagens benspænd: afsnittet skal være skrevet som en artikel (ihhh hvor er jeg opfindsom)
Jens havde set sin søster snakke i telefon hele dagen med deres kusine (på deres mors side) Cecilie og deres fætter (på deres mors siden igen, men ikke helt den samme side som med kusine Cecilie) Patrick. De fire, Cecilie, Stine (Jens søster, tvillingesøster oven i købet), Patrick og Jens selv havde gennem de sidste dage i starten af december oplevet at drømme det samme, vågne op til digte der var ens og oven i købet gå ind i hinandens drømme. Det hele syntes at skyldes en eller anden Andres, der vist nok prøvede at lære de fire unge noget. (Ikke vist nok, det var lige præcis hvad han gør, men de fire er for dumme til at fatte et vink med et vognstang, så snart må vi gå over til tæsk med en vognstang.)
Nu var Jens ved at være meget, meget, MEGET (Læg lige mærke til hvordan caps lock også fremhæver, ligesom kursiv gør det.) træt af det hele. (Og når man er træt går man i seng.) Så nu var Jens på vej i seng, selvom han ikke var helt sikker på om han havde løst til at sove. Det var trods alt altid omkring deres drømme at Andreas spillede dem nogle små pus. (Et udtryk han troede han havde lært af Andreas, selvom han aldrig havde brugt det.)
Da han kom hen til sengen så han avisen, Kommunistisk dagblad hed det. Der var bladret om på den store midtartikel . Overskriften var ”MAO ZEDONG HAVDE FAT I NOGET – og andre sandheder.” Jens vidste uden tvivl at der lå en artikel magen til på Stine, Patrick og Cecilies sengeborde. Så han gav sig til at læse:
Mao Zedong havde fat i noget!
– og andre sandheder!
Verden er fuld af elendighed og lidelse.
Begær og fast tilknytning er roden til al elendighed og lidelse.
Ophør af lidelse kan opnåes ved slukkelse af begæret.
Vejen, som fører til ophør af lidelse, er den ædle 8-foldige vej.
Nye undersøgelser visser at Mao Zedong, manden der sammenbragte Leninisme og Marxisme til det kaos af krig, blodbad, kinesere og fisk som vi i dag kalder Maoisme, havde rent faktisk havde fat i noget. Hvorvidt undersøgelserne er baseret på reel fakta og viden kan diskuteres, da dette må være en holdnings sag. Alligevel er der, endnu i hvert fald, igen der har kommenteret på de manglede kildeoplysninger og fakta kilder der er blevet brugt til undersøgelsen. Overraskende nok bliver undersøgelsen anerkendt af samtlige verdens organisationer; FN, EU, ASEAN, WPO, WTO, etc.
Men hvad er det så Mao havde fat i? Ifølge undersøgelsen havde han ret i alt han sagde. Lige fra de mest kommunistiske holdninger til når han udtalte at blonde piger ikke burde gå i lyserødt. Og åbenbart giver alle ham ret, men alligevel forbliver han på FNs liste over forfærdelige forbrydere. For som Ban Ki-Moon udtaler; ”Lad os nu ikke drage forhastede konklusioner.” Det var dog om et helt andet emne at han sagde dette.
Men når nu vi ved at Mao rent faktisk havde fat i noget, må vi også indse andre sandheder! Og her kommer så top-10-listen over nyanerkendte sandheder!
10. Soja kan ikke forebygge knogleskørhed.
9. Butikskæden Fakta er faktisk opkaldt efter den afdøde Johan Fakta, som var den første mand på Oslo-færgen.
8. Folk der hedder det samme to gange (fx Søren Sørensen) har faktisk en tendens til at skifte navn.
7. Jorden er flad.
6. Mao Zedong havde fat noget.
5. Dette er den mærkeligste julekalender nogen sinde.
4. The Julekalender er den bedste julekalender nogen sinde.
3. U2 er ikke verdens bedste band, det er til gengæld en delt første plads imellem Pink Floyd, Deep Purple og My Chemical Romance.
2. Nogle gange synger mænd med på Madonna når de er i bad.
1. Der er ikke noget efter livet, andet end døden.
Og dér mine damer og herre, alle de nye sandheder, som vi alle må vænne os til, og lære at leve med. Nogle giver mening, andre er meget langt ude, men dog understøttet af verdensorganisationerne.
6. December
The Game
Dagens benspænd: Steen Østskov skal citeres URIMELIG mange gange, gerne udenfor sammenhæng. (vi daler fandme i kvalitet her!!!)
Selvom Cecilie havde lavet en del research på Mao Zedong og The Julekalender havde hun stadig ikke fået artiklen, hun fandt ved sin seng aftenen før, til at give ret meget mening. Hun vidste fra sin fætter Patrick at den artikel aldrig var blevet publiceret, han havde været inde på det store Nationale Bibliotek, som havde en database med alle artikler nogen sinde udgivet. Cecilie var ikke sikker på hvordan den fungerede, men Patrick havde forklaret hende at artiklen ”Mao Zedong havde fat i noget – og andre sandheder” ikke rigtigt fandtes. Og at avisen Kommunistisk Dagblad ikke havde eksisteret i over halvtreds år.
Cecilie, hendes fætter Jens og kusine Stine (Som var tvillinger) boede alle tre ude på landet, i kæmpe store huse og med endnu større biler så de kunne komme til byen. Men Patrick, han boede rent faktisk inde i byen, derfor var det ham der havde været nede på Det Nationale Bibliotek. De havde aftalt at mødes på en cafe den 7. december, for at snakke om hvad det lige var der foregik, og hvem Andreas kunne være. Ingen af dem havde endnu sagt noget til deres forældre, selvom Cecilie havde været meget tæt på det flere gange. Men Jens og Patrick var enige om at det var bedst at holde det her for sig selv. Så Cecilie havde ikke engang fortalt hendes kæreste, Niels, om det. Og han var ellers ved at være bekymret, for han kunne godt se at Cecilie ikke sov ret godt om natten. (Sød fyr, ikke?) Hun havde sagt til ham at han ikke skulle bekymre sig og at det bare var fordi hun irriterede sig over at hun ikke havde styr på alle julegaverne endnu. Niels skulle heller ikke sove ved hende i nat, han havde vist en aftale med nogle af hans macho-venner fra fitnesscentret. Så nu sad Cecilie og stirrede tomt ud over den sneklædte skov, hun havde lige sagt god nat til Stine over telefonen. Ikke at hun følte sig ret træt. Og alligevel gik det overraskende hurtigt med at falde i søvn.
Cecilie åbnede sine øjne og så hvid. Intet andet end hvidt. (Lidt uoriginalt, jeg ved det, men har bare altid været betaget af det store hvide tomrum, som vi alle frygter og bliver fascineret af!) Over alt. Hun satte sig op, rundt om hende lå Jens, Stine og Patrick. De så alle ud som om de sov. Hun kravlede hen til Stine, ruskede blidt i hende, til hun vågnede. (Deja-vu, fra dengang hun vækkede Stine i den Røde Have.) Bagefter vækkede de drengede.
”Hold da kæft,” hviskede Stine. Alligevel rungede ekkoet af hendes ord i flere minutter. ”Dét der ved jeg bare jeg bliver så træt af i længden.” Igen genlød ekkoet i meget lang tid.
”Bare ignorer det, så forsvinder det før eller senere.” Sagde Patrick. (Og han har ret; det er en drøm, og den tager kun hensyn til det man ligger mærke til.)
De fire ville have gået lidt rundt, men blev enige om at der ikke rigtigt var nogle steder at gå hen og de var helt sikre på at Andreas alligevel ville dukke op før eller senere. Og det gjorde han. Lige med ét stod han sammen med dem, med en DP i hånden.
“The clock’s ticking, Pops, and I’m only getting older.” Sagde han. De andre stirede tomt på ham. Han drak lidt af sin øl hvorefter han stirred tilbage på dem. “I have a very strict gun control policy: if there’s a gun around, I want to be in control of it.”
“Hvad fanden snakker du om?” Råbte Jens.
“Sten Østskov. Hvem ellers?” Spurgte Andreas, stille og roligt. Både Patrick og Jens trådte hen imod Andreas, automatisk. Cecilie havde aldrig nogen sinde set dem opføre sig volddigt, men hun havde en ide om at var hvad de havde i tankerne.
”Hov, hov!” Udbrød Andreas da Jens tog fat i hans arm. ”We boil at different degrees!!” Det han sagde kom så meget bag på Jens og Patrick at de begge slap ham og gik et skridt væk. Andreas børstede sine arme let, som lå der flere meter støv på ledder jakken. Der blev totalt stille, og Cecilie lagde mærke til at Andreas’ DP var forsvundet.
”Andreas, hvem er du?” Spurgte Stine. Alle vendte sig med et chok imod hende. Hun havde næsten hvisket det, hun lød skræmt. Der trillede en tåre ned af hendes solariebrune kind. ”Hvad er det du vil os?”
“I tried being reasneble, I didn’t like it.” Svarede Andreas. Hvis det da kunne betragtes som et svar. ”Og I må altså slev finde ud af hvem jeg er. Ellers er det jo ikke spor sjovt.”
”Hvor er vi så henne?” Patrick lød egentligt ret ligeglad med svaret. Han var igen gået hen imod Andreas.
”Tjah, vi er i det uendelige store hvide,” forklarede Andreas. ”If you want a guarantee, buy a toaster.” Fortsatte han.
”Hvorfor snakker du hele tiden engelsk?” Nu var det Jens der spurgte, også han var gået tættere på Andreas. Cecilie stirrede stift på Andreas’ ansigt. Det var bare så bekendt, men alligevel anede hun ikke hvem fanden han var.
”Som jeg sagde, er det Steen Østskov. Kender I ikke ham?” Nu lød Andreas forargede. ” This is a magnum 44 it’s the most powerful hand weapon.” Lige med et havde Andreas en pistol i den ene hånd. I den anden havde han en hvid plastik kop med vand.
”Okay, rolig nu!” Udbrød Patrick. ”Hvad har du tænkt dig at gøre med den?” Hans stemme lød som én der forhandlede med en sindssyg. (Men var det ikke også det han gjorde?)
”Ikke noget, jeg skulle bare understege hvad jeg sagde.” Også var pistolen væk igen. Stine græd endnu mere nu og Cecilie skyndte sig hen og tog fat om sin kusine. Men hun tog ikke øjne fra Andreas’ ansigt på noget tidspunkt. Han gabte og tabte pistolen, men den landede ikke på det hvide (Gulv?) men forsvandt. (For resten var de voldsomme ekkoer forsvundet, da ingen rigtigt tænkte på dem mere.)
“You’ve got to ask yourself one question: ‘Do I feel lucky?’ Well, do ya punk?” Sukkede Andreas. Han rystede lidt på hovedet, vist mest for sig selv. ”Jeg havde vist ikke rigtigt noget mål for denne drøm, andet end at I skulle finde ud af hvem Steen Østskov var, men jeg gennem tænkte det ikke helt. Maybe we just should call it a night!” Foreslog han så. Lige så stille, og lige for øjne af de fire unge, begyndte han at forsvinde, han blev mere og mere gennemsigtig. Det sidste han sagde, var: ”goahead, make my day.” Også var han væk.
Cecilie vågnede ikke med det samme, hun gled langsomt over i en drøm med en barsk udseende mand i det gamle vilde vest. Men næste morgen ville hun ikke kunne huske andet end den del af hendes drøm der foregik i det uendelige hvide.
Ord i kapitlet: 1176
Ord i alt: 7647
7. December
Iben Hjejle, en smukkere rebus vil aldrig blive skrevet om dig
Dagens bespænd: omvendt ordstilling skal forekomme WTF
”Jeg var så tæt på at regne det ud i nat!” Sukkede Cecilie. Hun havde fortalt om hvordan hun havde været så utrolig tæt på at se hvem Andreas altid mindede de fire unge om. Da han havde sagt ’goahead, make my day’ også var forsvundet. Patrick havde det på præcis samme måde, som om svaret hang lige ude foran hans næse, han kunne mærke det, men alligevel kunne han ikke se hvad det var. Han havde til gengæld fundet ud af at alt det Andreas havde sagt aftenen før var citater af en gammel skuespiller ved navn Clint Eastwood, en mand der spillede med i genre film der hed spagetti westerns. Patrick var ret sikker på at han aldrig havde set en spagetti western. (Men hvem har også set sådan siden 1985?!)
De fire sad på en cafe i byen, få blokke fra hvor Patrick boede, og havde i flere timer diskuteret hvad det lige var der foregik. Ikke at de var kommet meget tættere på svar. De havde spist på cafeen, men ingen havde bestilt pasta salat (Selvom det var en af de anbefalede retter) og nu måtte de snart komme hjem ad, inden det bliv for mørkt. De andre boede trods alt langt ude på landet. (Patrick kunne ikke rigtigt forstå hvordan de kunne overskue den daglige rejse tid ind til byen, for skole, shoppe og fester.) I løbet af dagen havde Cecilie (Der for resten var den yngste) givet udtryk for at hun ikke brød sig om at holde det hele hemmeligt for hendes forældre og kæreste, men Patrick (Der var den ældste) havde overbevist hende om at det var bedst på dén måde. Der var ingen grund til at skabe unødig bekymring, hvis de nu fandt ud af at der ikke skete noget virkeligt alvorligt.
Nu var de alle på vej hjem ad, Patrick skulle den modsatte vej end de andre. Han følte sig ret træt, og overvejede om Andres kunne snige sig ind i hans hoved hvis han nu sov til lur, imens de andre kørte hjem. På den anden side var det jo ikke altid at Andreas var krøbet ind i deres drømme. Nogle gange havde han jo lagt ting til dem, et digt og en artikel. Og det var faktisk det der undrede Patrick mest. Hvordan kunne han have lagt det hele ved deres senge, uden at de havde opdaget det? Der var videoovervågning i alle de tre huse og ingen af kameraerne havde opfanget at en skikkelse, heller ikke Andreas’, havde bevæget sig rundt omkring deres hjem.
Da Patrick kom hjem til sig selv, blev han ikke meget overasket over at der lå et stykke papir. Den bestod af udklip fra blade og aviser, men der var også skrevet ting på den. Øverst stod der, men grim håndskrift:
Hjejle min kære Iben. Gætte en rebus du skal, Patrick. Smuk den er love dig jeg kan. Optræde i din drøm jeg ikke vil. Ved mindre forkert gætte gør!
Patrick sukkede dybt, da han fandt en ordbog frem for at slå ordet rebus frem. (Ja, det er ikke alle der kender det vidunderlige ord!) Og nu, lad os se hvad FREMMEDE ORDBOGEN (Da-da-dam!) siger om ordet rebus:
’rebus -sen, -ser (lat., ablativ[2] flt. af res ting; elg.: v. hjælp af tingene) gåde bestående af en række billeder af ting i forb. m. tal og bogstaver, billedegåde
”A-ha,” sagde Patrick til sig selv. ”Jamen så ved man da det.” Han tænkte på hvor lang tid der ville gå før Cecilie ringede for at høre hvad en rebus var. (Den pige var meget sød, men stadig for dum til at kunne binde sine egne sko.) Imens han ventede kastede han et blik ned over rebussen, og tænkte at han ligeså godt kunne gå i gang.
Imens han løste den skrev han de ord der dukkede op ned (haha, op ned!), og da han havde løst rebussen stod der:
I klovn er du både smuk og du er sur.
(Og vi er enige om at dette ikke gav ret meget megning hvis man ikke anede hvem Iben Hjeje var eller hvad Klovn var. (Jeg ville ønske jeg ikke vidste hvad Klovn var, for helt ærligt: der er altså ikke en ret god serie!)) (Ov, lig lige mærke til hvordan jeg havde en parentes i parentesen der!) Og det gav da heller ikke ret meget mening, så han tændte sin computer og googlede Iben Hjejle. Hun var åbenbart en gammel dansk skuespiller. Mens han sad og læste ringede hans telefon. Det var Cecilie. Idet Patrick tog den sagde han: ”Cecilie, det er en rebus og jeg har løst den.”
”Øh, okay. Cool!” Lød hendes stemme i den anden ende af røret. ”Men jeg forstår altså ikke hvordan den er kommet ind på min seng!” Patrick rystede på hovedet.
”Det gør jeg heller ikke. Men Cecilie, husk nu hvad vi aftalte, ikke?” Der blev stille i den anden ende. ”Cecilie?”
”Jeg har ikke sagt det.” Patrick lagde på og hviskede: ”dygtig pige.”
Ord i alt: 8516
8. Decemer
Jeg er en kvinde hør mig brøle (BRØØØØØL)
Dagens bespænd: efter dit ejet request skal Lars Ulrik optræde i dette afsnit.
Stine havde brugt hele dagen på at glemme alt om Andreas, rebusser, drømme og Mao Zedong. Hun havde prøvet alt og havde fundet ud af den mest effektive måde at glemme på var ved at sætte Lady Gaga den 7.s cover nummer af Bad Romance (Jeg ved godt det ikke er særligt originalt med den kvinde (?) og den sang er simpelthen det bedste billede på alt hvad jeg hader ved popmusik!) på repeat også bare skrue helt op for volumen. Ifølge hendes iPod nano, der for resten var pink og havde med guld indgraveret; Til Stine fordi du gav mig en magen til. (Den var fra Jens) havde sangen nu spillet over 100 gange i løbet af den dag. (Hvem sige rat en iPod nano ikke kan fortælle dig den slags i fremtiden?) Men nu blev hun mindet om Andreas, fordi hun havde glemt at ligge rebussen væk da hun havde forladt sit værelse om morgenen. Nederst på papiret stod med Stines egen håndskrift I klovn er du både smuk og sur. Selvom Patrick havde fundet ud af hvad Klov var havde Stine stadig nægtet at se det link han havde mailet hende. Stine var så småt begyndt at tro at hvis man bare ignorerede Andreas så ville han også forsvinde. (Hun skulle senere lære at den der bliver ignoreret kun bliver mere ihærdig!)
Hendes humør faldt med en milliard da hun så rebussen. Hun stirrede tomt på den, hvorefter hun rent impulsivt, rev den i flere hundrede stykker. Hun fandt en pose, lagde stykkerne i posen, og gemte resterne væk bagerst i hendes (koloenormt store) garderobe. Bagefter skruede hun helt op for Lady Gaga den 7. og smed sig på hendes seng. Hun var ret træt, for at prøve at glemme noget kræver en del kræfter, og faldt derfor hurtigt i søvn. Men først var den en dejlig drøm om pop, penge og plastik kirurgi. Og så med et blev den lyse verden hvor næsten alt var pink og glitrende, helt sort. Og nu var Stine fanget i det store uendelige Sorte. Men Lady Gaga var der stadig. Selvom den sang hun sang ikke var en af hendes egne. Den smule tekst Stine fangede lød nogenlunde sådan her:
Hey
I’m your life
I’m the one who takes you there
Hey
I’m your life
I’m the one who cares
They
They betray
I’m your only true friend now
They
They’ll betray
I’m forever there
I’m your dream, make you real
I’m your eyes when you must steal
I’m your pain when you can’t feel
Sad but true
I’m your dream, mind astray
I’m your eyes while you’re away
I’m your pain while you repay
You know it’s sad but true
Henne omkring ‘I’m your pain when you can’t feel’ ændredes Lady Gagas stemme sig til en mands stemme. Og ud af mørket kom en lille mand, med en (enormt) høj pande. Stine kunne med det samme høre at denne mand var dansk, for det han sang havde det mest forfærdelige accent, som kun danskere kan lave. Han havde nogle korte, grønne Hummel shorts og en hvid t-shirt hvor der stod METALLICA hen over brystet. I han ene hånd havde han et par trommestikker. Han sang videre endnu, som om han ikke havde opdaget at Stine også var der. Men det lød simpelthen så utroligt forfærdeligt at Stine var nød til at bede manden om at holde sin kæft: ”Ej hallo! Hvis du ikke kan snakke engelsk, så lad hver!” Sagde hun og manden stoppede.
”Hvad fanden mener du?” Spurgte han surt. Det kom meget bag på Stine at han snakkede dansk med ligeså meget amerikansk accent som han snakkede amerikansk med dansk accent. Hvordan var det muligt? (Jeg undre mig også over det!) ”Jeg har sgu da boet USA siden 1981!” Svarede han. Stine løftede det ene øjenbryn. Hvis hun ikke var sikker før, så var det da klart at det var en drøm hun befandt sig i nu.
”1981? Der er ligesom 150 år siden.” (Det var det egentligt ikke men Stine var ikke videre god til matematik.)
”Nå ja, men stadig. Jeg har sgu boet in the states i mange år!” Stines tæer krøllede sig sammen ved den konstant skiftende accent. Det var forfærdeligt!
”Ja, så siger vi det.” Sukkede hun imens hun kiggede sig rundt omkring. Måske det ikke bare var sort, men det var det.
”Jeg hedder Lars,” fortalte manden. Han lød pavestolt. ”Lars Ulrik.”
”Tillykke,” svarede Stine. Stadig uden at se på manden. (Og nej, hun anede ikke hvem han er/var.)
”Du er Stine Elle, ikke?” Nu vendte Stine sig. Hun stirrede forvirret på manden.
”Jo, det er jeg. Kender jeg dig?” Spurgte hun.
”Hvis du ikke gør så har du ikke hørt nok musik!” Udbrød Lars. ”Jeg er trommeslager i Metallica!” Stine løftede skuldrene. (Havde aldrig hørt om ham.)
”Det mener du ikke, vel?” Nu nikkede Stine. Og så, lige med et, stod der tre andre mænd foran hende. Og der var også instrumenter, og de spillede og brølede musik lige op i hendes ansigt. Ham der vist skulle forestille at være forsanger havde et langt, gråt gedeskæg. Guitaristen havde langt, sort, krøllet hår. Han mindede Stine om en pirat. Bassisten kunne ikke være andet end The Missing Link. Og bag trommerne sad Lars Ulrik. Musikken kendte hun ikke, men noget inderst inde i hende måtte indrømme at det lød okay. (Ikke at hun nogen sinde ville erkende dette, hverken over for andre eller sig selv.) At dømme på omkvædet måtte sangen hede ’Its Electrick’. Da sangen var slut forsvandt instrumenterne og de tre andre mænd. Stine var meget lettet over at ham der sang rent faktisk kunne engelsk.
”Okay, I er et band.” Sagde hun, da hun igen var alene med Lars. ”Men hvorfor er du her?”
”Jeg har en besked til dig, og dine venner (Med venner mener han Jens, Cecilie og Patrick.) fra Andreas.” Stine himlede med øjne.
”Selvfølgelig har du det,” sukkede hun så lavt at Lars ikke kunne høre det. ”Du kender måske Andreas?” Spurgte hun ham så. Han grinede og nikkede helt vildt, som kun gamle danske mænd kunne det.
”Ja for satan da! Vi er mega gode venner, han er sgu sej nok!” Udbrød han.
”Det tvivler jeg ikke et øjeblik på (Jo hun gjorde.)” svarede Stine. ”Men hvad er beskeden så?” Først så Lars forvirret ud. Han kløede sig i de ret lange skægstuppe.
”Nåe ja!” Råbte han så. ”Det havde jeg næsten glemt!” Igen himlede Stine med øjne. ”Jo, han siger at hvis I fire ikke snart tager jer sammen så bliver intet af det han går og planlægger for jeg ikke rigtigt til noget. Såe jeg her et spor til jer; I kender godt Andreas, I har bare glemt hvad han hedder.”
Også forsvandt hele drømmen. Stine lå på hendes seng. Det var mørkt udenfor men klokken var ikke mere end halv otte om aftenen. Hun havde sovet hele eftermiddagen. På hendes sengebord lå en gammeldags CD, dens forside var helt sort, også kunne man ane en slange i det sorte. Ved siden af lå en seddel.
Til Stine Elle, fordi hun inderst inde godt kan lide metal.
Fra Lars.
P.s.
There’s a devil waiting outside your door (How much longer?)
There’s a devil waiting outside your door (How much longer?)
And he’s bucking and braying and pawing at the floor (How much longer?)
And he’s howling with pain, crawling up the walls (How much longer?)
There’s a devil waiting outside your door (How much longer?)
And he’s weak with evil and broken by the world (How much longer?)
And he’s shouting your name and asking for more (How much longer?)
There’s a devil waiting outside your door (How much longer?)
Stine følte lige med et ukendt behov for at høre heavy metal og BRØLE løs til det.
Ord i kapitlet: 1328
Ord i alt: 9845
9. December
Fnas
Dagens benspænd: alt talesprog skal være svensk (Ja, de skal sige noget!)
Jens havde haft en helt vidunderlig morgen fordi han ikke havde mærkelige drømme om mærkelige mennesker, og fordi var vågnet op til et sengebord hvor der ikke lå nogle mærkelige rebusser eller lignende. Han havde nyt hele morgenen, fordi hverken Cecilie eller Patrick havde kontaktet ham for at fortælle om deres mærkelige drømme. Alt i alt en dejlig dag i december, selvom sneen lå helt op til garagen uden for. Og selv det kunne han overkomme for vejene var blevet ryddet. Men da han var kommet hjem fra skole og havde mødt Stine (De er tvillinger, men følges ikke i skole, de har da hver deres bil) faldt hans humør. For det første hørte hun så høj musik at det var forfærdeligt. For det andet var musikken så utrolig dårligt at det var skræmmende. Tungt og larmende metal. Hun havde fortalt at hun havde haft en drøm hvori trommeslageren fra at gammelt metalband var kommet for at fortælle at de godt kendte Andreas i virkeligheden. Og nu var hun for resten blevet ret glad for den heavy metal CD trommeslageren havde lagt til hende efter drømmen. Stine havde ikke fortalt de andre noget, fordi hun troede at hun kunne gennemskue hvem Andreas var alene. Det var dog ikke gået ret godt, endnu. (Hvor mange flere ledetråde tror du at de skal have?)
Efter en ret lang diskussion hvor Jens havde påpeget, at det var utroligt at han skulle minde Stine om at de alle var en del af det her, og at hun ikke bare kunne skjule vigtig information fordi hun lige pludselig kunne lide metal, trampede han enormt vred op hans værelse. (Og ja, han smækkede med døren.) Han satte sig irriteret og begyndte at lave lektier, men kunne ikke koncentrere sig og smed sig derfor på sengen (Ja, jeg ved godt at personerne ligesom løser en del problemer ved at sove, men eller så kan denne her julekalender bare ikke rigtig køre ordentligt!). Der gik ikke lang tid før han sov. (Da da dam!)
Jens vågnede op (overraskende nok) i hans egen seng. Men han vidste godt at han drømte. (Kender I ikke det? Man har en super god drøm, men man ved godt at det er en drøm?) Det var ligesom om alting flimrede lidt i kanten, ligesom når man så gamle 3D film. Som Avatar for eksempel.
Det var helt mørkt, og da Jens trykkede på kontakten tændte hans lys ikke. Først troede han at denne drøm skulle forestille en dårlig gysser, men så slog det ham at så (FREMHÆVNING!!) dårlig smag Andreas ikke.
”Hejdo!” Hviskede han, men tog sig med det samme for munden. Han ville have haft sagt ’hallo’. ”Vad fan?” Hviskede han, igen. Nu fik han et endnu større chok, for denne gang skulle det have været ’hvad fanden’ der blev ytret. ”Det är helt enkelt för bitch.” Han var stoppet med at hviske, og undrede sig nu kun over at han snakkede svensk lige meget hvad han prøvede på at sige. Men det slog ham (Og, nej det gjorde ikke ondt da det slog ham!) at Andreas måtte være der et eller andet sted. Så istedet for at snakke med sig selv (På svensk) bestemte han sig for at gå ud og finde ham . (Klog ung mand hva’? Næh, egenligt ikke.)
Nede fra stuen (forresten bor Stine og Jens i et mange etagners hus ude på landet) kunne han høre tv’et. Han tvilede meget på at det kunne være andre end Andreas, da dette var en drøm. Så derfor fik han sig også en overaskelse da han så at det ikke var Andreas, der sad og så (Svensk) tv. Manden havde halvlangt gråt hår, og et dertil machende skæg. Han bar en blåternet skjorte der var stoppet ned i nogle stramme lyse jeans. Hans briller var utroligt store.
”Hejdo!” Sagde han, eller sang han. (For svenskere synger. Og ja, manden er svensker.)
”Hejdo,” svarede Jens, usikkert. Han havde stadig ikke vænnet sig til at snakke svensk. ”Vem är du?”
”Jeg är Clark Olofsen.” Den ældre herre smilede vildt og bredt. ”Har du någonsin hört talas om mig, grabben?” Jens, der aldig havde forstået mere svensk end de normale ord som JEG og DIG, følte sig utrolig stolt over at forstå hvad manden spurgte ham om. (I andre må bruge GOOGLE TRANSLATE hvis I ikke forstår det!)
”Eh, nej. Men du är en svensk, och du vet förmodligen Andreas.” Svarede Jens, med optimisme i stemmen. Manden tog brillerne af, gnubbede sig lige dér hvor brillerne havde sidet på næsen og kluggede. (Som gamle menensker altid gør.)
”Ah ja, ah ja. Den ungdom! Det är nu underhållande.” Kluggede han. ” Jag är, eller var jag en teori. Jag höll vissa människor som gisslan i en bank. Och en av gisslan var kär i mig. Men det är en annan historia måste du undersöka! Det kallas Norrmalmstorg Frågan. Och det var då de fann begreppet Stockholmssyndromet.” Forklarede manden. Jens blev lidt overasket over at en kendt svensk teoridt var dukket op i hans drøm. Men på den anden side så var der jo sket så uendeligt meget andet mærkeligt på det seneste. (Særligt i hans drømme.) Der blev stille lidt, Clark havde vendt sig imod tv’et og Jens skulle lige overveje om Clark var kommet for at tage ham som gidsel i hans egen drøm. Men den tanke var for dum, for han kunne jo bare vågne op (Eller kunne han?).
”Drömmer de andra skulle kunna göra detta?” Spurgte han, efter at have overvejet spørgsmålet længe. (Stine havde jo drømt ”uden” de andre dagen før.)
”Nej, nej. Det är bara dig ikväll.” Sagde Clark, uden at se væk fra tv’et (Der foresten viste et eller andet pjat reality show, med wanna-be kendte talentløse mennesker.) Han lød ikke ret tilstædeværende. ”Det är en enmansshow.” Jens var ikke sikker på om Clark mente tvprogramet eller drømmen. Igen bredte den stilhed der altid opstår når tv’et kørre men ingen rigtigt ser det. Jens vidste ikke hvad han skulle sige eller spørge om og vurderede at det nok var bedre bare at vente på at Clark slev sagde noget. På en eller anden måde var der noget beroligende og hygligt ved svenskeren. (Stockholm Syndromet!) Men det kunne ikke beskrives. Jens fandt i hvert fald hans tilstædeværelse langt mere behaligt end Andreas’.
”Andreas skickade mig för att han ska ge dig ett mer ledtråd. Så nu lyssnar noga, för drömmen slutar omedelbart efter!” Jens nikkede forstående. (Klog dreng, hva’? Næh, egenligt ikke.) ”E har inte glömt vad Andreas säger, för vad är hans namn. Jag har glömt Andreas heter inte!”
Jens vågnede lige med det samme, stadig med orden dunkende i hovedet. På gulvet ved siden af hans seng lå en gammeldags DVD film, den hed Clark. Hen over sad en gul post-it, som man ser på fotos fra gamle dage. På den stod der:
Nu gör dina läxor, eftersom jag lovar er att min historia är spännande, men Andreas är ännu mer spännande. Och dessutom, pratar du ganska bra svenska!
Jens smilede ved den sidte bemærkning. For han vidste udemærket godt at fra dén drøm af ville han altid kunne snakke flydende svensk.
Ord i kapitlet: 1210
Ord i alt: 11.059
10. December
Blondiner de skal bolles, brunetter skal også bolles men rødhåret… de skal så også bolles!
Dagens bespænd: afsnittet skal foregå en mørk og stormfuld aften
Cecilie var ikke bare lidt, men helt (ustyrligt) meget irriteret på Stine. Ikke nok med at Stine havde undladt at fortælle om hendes egen individuelle drøm, hvori en eller anden gammel afvasket punker var dukket op, Stine havde også undladt at fortælle at hun lige pludselig havde fået en ledetråd til at gætte hvem Andreas var. Da Jens havde ringet for at fortælle om hans egen drøm, noget med en svensk terrorist eller noget, havde han sagt at Stine havde haft hendes engen drøm natten før, og at de nu tilsammen havde fået to ledetråde:
I kender godt Andreas, I har bare glemt hvad han hedder
Og:
I har ikke glemt, hvad Andreas hedder, for det er ikke hans navn. I har glemt hvad Andreas ikke hedder.
Ikke at det gav ret megen mening i Cecilies verden. (For det gør det jo i vores!) Men alligevel syntes Cecilie at hun måske kunne gennemskue hvad det betyd. Noget med at han rigtigt hed Andreas, men at de fire kendte ham under et andet navn, som ikke var hans rigtige navn. (Klog pige, hva’?) Og alligevel havde hun ikke sagt det til de andre, ikke før hun følte sig mere sikker. Og hun regnede med at det var enten hende eller Patricks tur til at få deres ’egen’ drøm. (Og nu kan jeg så aflsøre at det var Cecilies tur. Og lad os springe let og elegant hen til det sted hvor Cecilie falder i søvn i hendes seng, for det er trods alt her alle løjerne ske.)
Cecilie vågnede fordi det blæste som ind i helvede til udenfor. Hun lå på en gammel, grå sofa. Hun satte sig op, og fik det største chok i hendes liv nogen sinde. Det var så stort at hun ikke engang kunne skrige. For rundt omkring hende, i den stue hun befandt sig, sad tre mennesker. Stivnet som sten. En mand med blå overalls og en pibe i munden. Han var ved at ligge en kabale, men nu var han som sten. En anden manden, med utroligt udstående øjne, havde en totalt umoderne grå habit på og en kvinde der snakkede i telefon. (Ved nærmere eftersyn ville man kunne se at kvinden i virkeligheden var en mand, i forklædninger.) Alle tre var de levende, Cecilie vidste ikke hvorfor, men det var de altså.
”Det var en mørk og stormfuld aften,” sagde en høj og rungende stemme. Den fyldte hele Cecilies hoved, ja faktisk hele verdenen. Nu kunne Cecilie godt skrige, og det gjorde hun. Utroligt højt. Og hun blev ved og ved og ved. Lige indtil stemmen igen sagde noget: ”Rolig nu! Der er ikke noget at være bange for, Cecilie!”
”Hvorfra ved du hvem jeg er?” Skreg Cecilie, uden at vide hvorfra stemmen kom eller hvem der overhovedet ejede stemmen. Hun rystede over det hele.
”Andreas har bedt mig om snakke med dig,” forklarede stemmen. Og med et forstod Cecilie alt. (Nej, det gjorde hun ikke, men lad hende nu bare leve i troen derpå.) (Se lige hvordan jeg brugte ordet DERPÅ!!)
”Er nogle af de andre her?” Spurgte hun, ud i rummet.
”Hvem er de andre?” Spurgte den store stemme.
”Du ved, Stine og drengene. De andre.” Forklarede Cecilie. ”Drømmer de også det her?”
”Nej,” svarede stemme hurtigt. ”Det tror jeg bestemt ikke.” Cecilie nikkede. Det var altså hendes tur til at få en gåde. Måske hun så kunne finde ud af hvem Andreas var, uden de andre hjælp. Patrick ville blive så stolt. (Lidt hyklerisk, når man tænker på hvor sur hun var blevet da Stine havde gjort det samme. Men sådan er ungdommen jo.)
”Hvem er du, for resten?”
”Du er en rigtigt lille spørgejørgen, hva’?” Klukkede stemmen. Manden måtte være gammel, for kun gamle mennesker bruger ordet SPØRGEJØRGEN. ”Mit navn er Bent Mejding, jeg er gammel dansk skuespiller og instruktør. Og lige nu er jeg fortæller på Julekalenderen ’The Julekalender’.”
”Den har jeg seriøst engang hørt om!” Skreg Cecilie. (Jep, hun har allerede glemt at THE JULEKALENDER var nævnt i artiklen om Moa Zedong.) ”Men det er ikke en julekalender jeg har set.” Hun grublede lidt over hvorfra hun havde hørt om den.
”Det er nok fordi den bliver optaget lige nu, i året 1991.” Forklarede Bent.
”HVAD?!” Råbte Cecilie. ”1991?! Er det her 1991?!!”
”Ja, du er blevet transporteret tilbage i tiden, og lige nu er vi ved at optage en scene til The Julekalender. Eller det vil sige, at jeg har stoppet tiden, så du ikke forstyrre.” Cecilie blev helt blød i knæene og grå i hovedet. Hun satte sig hårdt ned på den grå sofa. Hun lage lige med et mærke til alt julepynten, som både var grim og alt for meget.
”Nej, nej! Jeg ville jo ikke skræmme dig!” udbrød Bent. Cecilie nikkede bare stille medet hovedet, for at symbolisere at det havde han ikke gjort. (Jo, det havde han.) ”Okay, jamen jeg er midt i en optagelse og du er midt i at sove, så måske vi skulle få ordnet det her lidt hurtigt!” Igen nikkede Cecilie. Hun følte det slet ikke som om hun lå og sov i hendes egen seng lige nu.
”Andreas, der er en af mine gode venner, siger at jeg skal fortælle dig dette: Hemmeligheden ligger i øjne og i blodet.” Der blev stille lidt. Cecilie havde en helt utrolig kvalme. ”Hørte du det Cecilie?” Hun nikkede bare videre.
I det øjeblik Cecilie slog øjne op i hendes egen seng for hun ud på toilettet og knækkede sig ned i kummen. Hun lagde slet ikke mærke til DVD’en med serien The Julekalender, hvorpå der lå et nydeligt skrevet brev:
Til Cecilie,
Først vil jeg gerne sige tak for et utroligt dejligt møde med dig! Du er i sandhed en vidunderlig ung dame! Og så vil jeg gerne lykønske dig nu hvor du er i lykkelige omstændigheder!
Med kærlig hilsen Bent Mejding.
(Dramatisk lyd, efter fulgt af gisp.)
Ord i kapitlet: 1014
Ord i alt: 12.078
11. December
Matas er næsten satan bagfra!
Dagens benspænd: afsnittet skal foregå i en drøm i en drøm i en drøm …
Patrick havde gjort alt hvad han kunne for at få Cecilie til at fortælle om hendes drøm natten før. Hun benægtede alt, også at hun havde haft en af deres ’Andreas-drømme’. Men han vidste at hun havde haft en drøm. For først var det Stine, så var det Jens og Patrick selv havde ikke haft en ’individuel’ drøm. Derfor måtte Cecilie være den der havde drømt natten før. Men hun havde bare benægtet det hele og for at være helt ærlig havde hun ikke lydt helt raks over telefonen. Patrick var ærligt talt lidt nervøs for hende, men han kunne ikke rigtigt tage ud til hende og hverken Stine eller Jens have åbenbart haft tid. (Patrick vidste godt at de havde brugt dagen på at skændes om tvillingeting.) Men han ville tage ud til hende dagen efter. Også ville han få Stine og Jens med over til hende. (Patrick havde ærligt talt aldrig brugt så meget tid på hans kusiner og fætter ude fra landet før alt det her begyndte, men han var så småt ved at opdage hvor meget de alle tre, særligt Cecilie, betød for ham.)
Nu var Patrick selv nød til at gå i seng, og ærligt talt så havde han faktisk set frem til at han skulle få en del af gåden om Andreas. Han var så spændt at han ikke rigtigt kunne falde i søvn, før ret sent.
Det uendeligt store rum Patrick vågnede op i var dekoreret som ét kæmpestort (Uendeligt) flag. Det amerikanske flag. Hvide og røde striber, hvide stjerne på blåt. Og midt i det hele stod en hvid dør, uden dørkarm eller noget. (Totalt The Dark Tower argtigt!) Patrick, der egentligt var ret forvirret, skyndte sig hen og tog i dørens håndtag. Og da han gik ind faldt han ned igennem himlen og landede i en stor bunke sne. Kulden omsluttede hans krop og forhindrede ham i at mærke slaget da landede fra utroligt mange kilometers højde. Han så satte sig op og så sig omkring. Han var landet lige foran et skilt hvor det stod: ”WELCOME TO ALASKA”. Han løftede det ene øjenbryn, ”skønt.”
Han sad lidt og ventede på at noget skulle ske, men bestemte sig for at det blev for koldt. Så han rejste sig op, ordentligt, da en helt (Utroligt) forfærdeligt smerte føj igennem hans højre knæ. Han faldt med det samme sammen og et gisp slap ud igennem hans sammenbidte tænder. Da han lå nede i den kolde sne kneb han øjne sammen af smerte. Han tvang dog øjne op, da en skygge faldt ned over ham. Han så en hvid kvinde, med en stram kold i håret og et utroligt professionelt udseende dragt på. Hun stirrede stift på ham igennem et par briller.
”What are you doing in my dream?” Spurgte hun. Hendes engelsk var dejligt afbalanceret, som kun folk fra de nordlige stater kunne snakke. Patrick var dog ikke i stand til at svare. Smerten og overraskelsen over at befinde sig i en andens drøm var simpelthen for overvældene.
”I asked you question.” Fortsatte kvinden. Nu tog Patrick sig dog lidt sammen, og fik frembragt følgende: ”I dont know! Would ya pleas help me! Im ovesly hurt!” Damen himlede med øjne (Det var fordi han sagde YA og ikke you.) men hjalp ham dog op. Han skar tænder og et lille skrig af smerte sneg sig dog ud fra hans mund. Dog blev han stående, og kvinden støttede ham.
”We will go to my car, it is right over here.” Sukkede hun, og hjalp ham over til en stor range rover.
Det tog en del tid og Patrick klynkede en del, men de nåede over til bilen og han kom ind på passagersædet. Der var ret stille, imens damen gik rund om bilen og han sad med lukkede øjne for at sunde sig lidt. Hun satte sig ind og stirrede igen bare på den unge, sort hårede dreng.
”Now, what are you doing in my dream?” Spurgte hun. Patrick sukkede og overvejede hvordan han kunne forklare det hele.
”Whats ya name?” Startede han. Hun hævede det ene øjenbryn.
”I am former vice-president candidat, Sarah Palin.” Hun lød virkelige sur og stram i betrækket. Patrick havde godt hørt om hende (Men det var kun fordi han interesserede sig for politik.) så han nikkede bare stille.
”Do ya know some one named Andreas?” Spurgte han, bagefter. Hvis hun gjorde ville det kunne forklare en hel del. Igen reagerede hun blot ved at stirre tomt på ham.
”The only one I know with that name is a young boy how ones threw bad eggs at me.” Hun blev ved med at se utroligt sur ud. Det var egentligt ærgerligt, for i virkeligheden så var ret pæn af en ældre dame at være.
”Okay,” sukkede Patrick. Chancerne for at det var den samme Andreas var lig nul, men han måtte jo prøve ikke? ”Do ya rember how that Andreas looked like?” Nu lænede Sarah Palin sig tilbage og lage armene over kors.
”As a matter of fackt, I do, actually.” Patricks blik lyste op og hun blev åbenbart glad for at se det. ”He had the most funny eyes. They were green, but one of them had a brown spot.” Patrick skulle lige til at rejse sig og danse af glæde, da smerten i hans knæ igen blussede op, så i stedet for at grine af glæde, skreg han af smerte. Sarah gjorde ikke anstalter til at hjælpe ham, overhovedet. (Vi må håbe det kun er i hendes drømme hun er nedern.) Da Patrick var kommet sig lidt så han på hende igen. ”I know this is gonna sound weird. But did that Andreas say anything riddle-ish to ya back then?”
“God, you ask the most wired questions. And yes, he did.” Svarede hun. (Hvad er chancerne for Andreas engang smed æg efter Sarah Palin, fortalte hende en gåde og at hun huskede det, så Patrick kunne få det af vide i en af Palins drømme?) ”He said: ’I am both familiar and I am family.’” Fortalte hun. “Not that it makes any sense”
“Yes, yes I does. To me.” Svarede Patrick fraværende.
“Yes, but are just a kid in my dream. I guess anything would make sense to you.” Men Patrick hørte ikke at hun sagde det, for han blev trukket op igennem loftet af bilen. Op i himlen, den han var faldet ned af, og ud igennem døren. Han landede i det store uendelige (hvorfor egentligt så mange uendelige rum?) der var dekoreret som et uendeligt amerikansk flag. Landingen var ret hård og Patrick følte det som om han var ved at besvime over smerten der gik igennem hans krop. Han lå på ryggen og hev efter vejret. Det sortnede for hans øjne, flimrede og så forsvandt striberne og stjernerne.
Han væltede ud af sin seng og var lige ved at skrige da det gik op for ham at smerten fra drømmen var fulgt med ham ud af den. Han lå nu på gulvet på sit eget værelse. Og så hørte han fodtrin. Han prøvede at se hvem der var, men der var helt mørkt. Men de kom tættere på, indtil en skikkelse bukkede sig ned over ham og hviskede i hans øre.
”Det er sidste advarsel. Hvis I ikke regner det ud inden næste nat så må jeg skrue bissen på.” Det var Andreas’ stemme.
Patrick vågnede igen. Det havde været en drøm at Andreas havde været i hans lejlighed. Patrick hev efter vejret og hans hjerte hamrede med tusind kilometer i minuttet. Han prøvede at bevæge benet og det kom ikke bag på ham at det gjorde ondt som ind i helvede. På hans dyne lå en lille seddel. På den stod der, med maskinskrift;
He is both familiar and he is family.
Mata er næsten satan bagfra.
Ord i kapitlet: 1327
Ord i alt: 13.409
12. Devember
Jeg vil skide dig i skødet
Dagens bespænd: afsnittet skal foregå i wow
”Jens! Det skræmmer mig altså nu!” Klynkede Stine. ”Helt seriøst! Patrick har været på skadestuen hele dagen! Han siger at han slog sit knæ en drøm! Og nu skal han gå med krykker!” Jens tyssede på Stine og trak hende med op på sit værelse. Deres forældre var ikke hjemme (Men hvornår var de også det efter hånden?) men alligevel følte de det begge bedre ved at snakke om tingene ovenpå. Stines øjne var store og hendes hud virkede bleg.
”Rolig nu. Ved du om Patrick har snakket med Cecilie?” Jens lagde en arm om hans søster. Stine rystede bare på hovedet. Hvis Patrick havde nævn noget om Cecilie havde hun glemt det igen. Jens nikkede forstående og fandt sin telefon frem. Han tastede hurtigt Cecilies nummer, tog den til øret og ventede. Men der skete ikke noget. Stine kunne høre bippende, og efter nogle minutter lagde Jens på igen.
”Jeg prøver lige at ringe til Patrick,” hviskede han. Da Patrick tog telefonen gik Jens ud af værelset og lod Stine side på hans seng. Hun kunne høre at han snakkede ude i gangen, men lyttede ikke rigtigt efter. Hun var virkelig ved at være bange, og hvis det ikke var fordi Cecilie havde fået af vide så mange gange at hun ikke måtte sige noget til nogle andre, så havde Stine sagt det til hendes forældre.
”Han lyder ret rolig,” afbrød Jens Stines tanker. ”Han siger at vi skal komme ind til ham med det samme, det er vigtigt. Og at vi skal prøve at få fat på Cecilie. Det er åbenbart heller ikke lykkes ham endnu.” Stine nikkede fraværende. ”Ringer du til hende og siger at vi henter hende på vejen?” Stine nikkede igen bare fraværende, indtil Jens gav hende et dask.
”Ja, jeg henter lige min jakke,” sagde hun og for op.
Ude i bilen prøvede Stine at ringe til Cecilie otte gange, og lagde beskeder på hendes telefonsvare hver gang. Da de kom hen til Cecilies hus var der ikke tændt lys i nogle af vinduerne, men døren var åben så de gik bare ind. På et bord i den store hall lå en seddel fra Cecilies mor og far (Stine og Jens’ onkel og moster) der sagde at de ville være hjemme sent om aftenen. Oppe fra anden etage kunne de høre et tv der stod tændt.
”Jeg tror det kommer fra Cecilies værelse,” sagde Jens imens at stirrede op ad trappen. Så de gik der op, og på Cecilies værelse, der henlå i mørke, så de den største bunke af klinex de nogensinde havde set. I hendes seng lå Cecilie og sov. Hun så ikke ret godt ud, meget syg.
”Hi,” hviskede hun, hun lød overasket. Stine stirrede længe på hende.
”Hej,” svarede Jens. ”Hvad er der galt?” Hun smilede skævt.
”Bare en influenza,” forklarede Cecilie. ”Hvad så?”
”Du bliver nød til at stå op,” sagde Stine, inden Jens kunne nå at svare. Stine syntes der var noget med den influenza der lød mærkeligt. ”Vi skal ind til Patrick det er ret vigtigt.” Cecilie så spørgende på Stine. Som om hun ikke fattede at hun skulle stå op. Stine forklarede derfor nærmere at Patrick var kommet til skade i en drøm og at havde noget vigtigt at forklare. Cecilie stod ret hurtigt op, da hun hørte dette.
Senere sad de alle i Patricks stue. Selvom han havde skinne på benet og brugte krykker virkede Patrick meget frisk. Cecilie, til gengæld, så meget bleg ud. Men hun sagde ikke rigtigt noget.
Patrick gennemgik hans drøm, og fortalte at han havde fået endnu en ledetråd. Han sagde også at Andreas ville have de skulle finde ud af hvem han var (eller er) inden i nat, for ellers ville det ikke blive ved med bare at være drømme.
”Vi har tre ledetråde,” sagde Patrick. Han havde skrevet dem ned;
I kender godt Andreas, I har bare glemt hvad han hedder
Og:
I har ikke glemt, hvad Andreas hedder, for det er ikke hans navn. I har glemt hvad Andreas ikke hedder.
Og:
Han er familie og han er jer kendt.
De så nu alle tre på Cecilie. Hun så ned på gulvet.
”Cecilie, jeg ved du havde en drøm, natten til den 11. december. Fortæl os nu om den!” Patrick lød næsten sur. (Og det skræmte Cecilie nok til at fortælle hendes ledetråd. Men intet om drømmen.)
”Okay, okay!” Sukkede hun, ”min ledetråd er; ’hemmeligheden ligger i øjne og i blodet’.” Patrick nikkede og skrev det ned med de tre andre.
”Men hvad betyder alt det her?” Sukkede Stine.
”Det betyder at vi er i familie med ham,” konstaterede Jens.
”Det er der skræmmende mange der er, Elle’erne er blandt de største familier i landet.” Sukkede Patrick. ”Men det betyder også at hans rigtige navn er Andreas og at vi kender ham under et andet navn.” Fortsatte han. Stine syntes altid at Patrick lød så uendelig klog. Der blev stille i stuen. Det var tydeligt at alle tænkte så det knagede. Stine løb alle navne hun kunne huske i deres familie igennem, men der dukkede ingen Andreas op. Det irriterede hende helt vildt, fordi hun hele tiden havde haft følelsen af at hun kendte Andreas, at han altid havde været i hendes liv.
Efter lang tid, hvor stilheden havde larmet (Jeps, det kan stilhed nemlig godt.) sagde Cecilie: ”Der er bedstefar. Det er Toke.” Alle så på hende. Hun stirrede stadig i gulvet. Stine var næsten sikker på at Cecilie havde vidst det i længere tid end hun nogensinde ville indrømme.
”Bedstefar Toke hedder rigtigt Andreas Elle!” Udbrød Jens. ”Og hans ene øje har en brun prik!”
”Det ligger i øjne!” Jublede Patrick. Stine følte en varm boblende glæde; de havde endelig regnet ud hvem Andreas var. Og det gav mening. Alt ved Andreas passede på Bedstefar Toke.
Efter glæden ved at være kommet frem til ét svar, blev de egninge om at blive og sove sammen ved Patrick, selvom Cecilie var meget svær at overtale. Stine fangede senere på dagen Cecilie ude på Patricks altan.
”Hvorfor siger du at du er syg?” Spurgte hun. Cecilie vendte sig lidt overrasket imod sin kusine. De havde i lang tid øjenkontakt, hvor Stine følte at Cecilie vurderede hvor meget hun vidste. Åbenbart nok til at Cecilie ikke gad spille dum.
”Fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal sige,” sukkede hun. Hun førte en slap hånd hen over sin mave, og Stine nikkede.
”Hvor længe har du vidst det?” Spurgte hun så.
”Hvilket?”
”Begge dele.”
”Begge siden jeg havde min drøm.” Der var tåre i Cecilies øjne. Stine gav hende et lille kram og gik ind igen.
Mange timer senere var der redt op i stuen og alle lå i hver deres seng. Den eneste der stadig var vågen var Stine, og selv hun kunne mærke søvnen rulle ind over sig som en bølge. Hun lå og hørte musik på sin ipod, Metallica. Også rullede den største bølge ind over hende og da hun igen åbnede øjne var hendes krop blevet forvandlet til en høj, blåhudet, blåhåret kvinde med klove, hale og horn. Hun befandt sig i en skov, hvor en sagte musik hørtes i baggrunden og små lys faldt fra de kæmpestore lyserøde træer. Hun så sig lidt omkring, hun stod ved siden af en stor stenpool, med et klart vand der glitrede. Ikke lagt fra hende snoede en stig af sten sig langs nogle høje bakker. På stien stod en blond mand, med skindene grønne øjne. Han øre var spise og hans øjenbryn og lange. Over hans hoved hang et navn, med grønne bogstaver. Der stod Jens. Hun kiggede op over hendes eget hoved hang et tilsvarende skilt, der stod bare Stine. Ved et af træerne i den store skov, stod et lig. Han var meget rådden og hans rygrad var så krumbøjet at hans hage næsten hang nede ved brystkassen. Håret var langt, filtret og grønligt. Over hans hoved stod der Patrick. Både liget og manden med de grønne øjne kom hen imod Stine. Hun så sig om for at finde den der havde et skilt med Cecilie. Og hun så til sidst en helt almindelig kvinde, med almindelig hudfarve og blondt hår. Hun fulgte efter de to andre, lidt længere henne fra stien af.
”Hvad sker der her?” Spurgte Stine, da de tre andre var kommet hen til hende.
”Vi er i wow,” sagde manden med de lange øjenbryn med Jens’ stemme. ”En gammel udgave vil jeg sige.” Stine anede ikke hvad fanden han sagde, men lod det ligge for i samme øjeblik kom Andreas gående. Han lignede sig selv, med en hvid plastic kop i hånden. Han stirrede et kort sekund på dem.
”Du er en bloodelf Jens.” Konstaterede han. Stine havde hørt det ord engang. ”Gay.” Fortsatte han. Jens’ mund blev helt stram. Det var åbenbart en eller anden nørd fornærmelse.
”Vi ved hvem du er,” hvæsede liget, der vist nok var Patrick. Andreas så lidt overasket på ham.
”Jeg havde ærligt talt ikke troet at I kunne klare det med kun de fire replikker, men man kan jo bliver overasket.” Han smilte skævt. Stine stirrede på den brune plet i det ene øje. ”Hvem er jeg så?” Fortsatte Andreas.
”Du er bedstefar Toke,” hviskede Stine selv. Og i det blev Andreas mange, mange (helt vildt mange) år ældre lige for øjne af dem. Og dér stod bedstefar Toke. Stadig med den sorte ledder jakke og med plastic koppen. Han smilte over hele ansigtet.
”Det må jeg nok sige!” Udbrød han. ”Jamen så er vi jo næsten halvvejs.”
”Hvad mener du?” Nu var det Cecilie der stilede spørgsmålene, og hun lød meget oprevet. ”Nu ved vi hvem du er, er det ikke nok?”
”Nok? Nok?! Næh nej! Nu skal I jo gætte hvorfor jeg gør alt det her!” Forklarede Bedstefar Toke, forarget. ”Men nu behøver jeg da ikke at skide jer i skødet.” Og mere nåede han ikke at sige før de alle vågnede op i Patricks stue. De så lidt på hinanden i mørket. Stine var sikker på at det var den mest bratte opvågnen de nogensinde havde haft.
”Jeg er ingen fucking bloodelf.” Hørte hun Jens sige ud i mørket.
Ord i kapitlet: 1714
Ord i alt: 15.129
13. December
Talking ’bout LÅÅÅUVEA
Dagens benspænd; afsnittet skal være skrevet i LEETspeak
193n v4r Ð3 4££3 $4m£37 1 P47r1(|{$ £3j£19h3Ð. Ð3 $4Ð 1 $7µ3n 09 £4v3Ð3 £3|{713r (hv1£|{37 v4r µ7r0£197 $jæ£Ð3n7 ƒ0r båÐ3 $71n3 09 (3(1£13) Ð4 Ð3773 v4r Ð37 3n3$73 Ð3r |{µnn3 h0£Ð3 Ð3r3$ 74n|{3r ƒr4 B3Ð$73-ƒ4r 70|{3 09 h4n$ måÐ3 h4n 7ræn973 1nÐ 1 Ð3r3$ h0v3Ð3r. H3£3 Ð493n h4vÐ3 Ð3 $n4|{|{37 0m Ð3 $|{µ££3 r1n93 71£ h4m, 7493 0p 71£ h4m 3££3r $|{r1v3 71£ h4m, ƒ0r 47 hør3 hv4Ð ƒ4nÐ3n h4n h4vÐ3 94n9 1. M3n 71£ $1Ð$7 v4r Ð3 b£3v37 3n193 0m 47 Ð3 |{µnn3 $n4|{|{3 m3Ð h4m 0m n4773n 3££3r Ð3 |{µnn3 $n4|{|{3 m3Ð h4m Ð3n $¥773nÐ3, $0m v4r Ð3n Ð49 4££3 3££3rn3 b39¥nÐ73 47 r3j$3 71£ Ð37 $70r3 3££3 hµ$, 3j37 4ƒ b3Ð$73ƒ4r 70|{3. H3r 71£br4973 4££3 Ð3 Ð3r |{µn h3Ð 3££3 71£ 3ƒ73rn4vn 4£71Ð ƒj0r73n Ð493 4ƒ Ð3r3$ jµ£3ƒ3r13, 09 $3£-v3 jµ£34ƒ73n, $4mm3n. Ð3r p£3j3Ð3 47 vær3 0m|{r1n9 hµnÐr3Ð3 m3nn3$|{3r, Ð3 ƒ£3$73 4ƒ Ð3m v4r Ð1r3|{-73 3ƒ73r|{0mm3r3 4ƒ 4nÐr34$ 3££3 (3££3r b4r3 b3Ð$73ƒ4r 70|{3) 09 h4n$ $ø$73r, Ð3r Ð3$værr3 v4r ÐøÐ £æn93 ƒør n09£3 4ƒ v0r3$ ƒ1r3 h0v3Ðp3r$0n3r b£3v ƒøÐ7. ƒ4|{71$|{ v4r Ð3r 1|{|{3 r197197 n093n Ð3r v1Ð$73 hv0r 94mm3£ b3Ð$73ƒ4r 70|{3 v4r, n0|{ 1|{|{3 3n94n9 h4m $3£v. ƒ4|{71$|{ v4r h4n J3n$ 09 Ð3 4nÐr3$ 71p-0£Ð3ƒ4r, m3n 4££3 1 h3£3 ƒ4m1£13n |{4£Ð73 h4m b4r3 b3Ð$73ƒ4r 70|{3.
N0937 4nÐ37 Ð3r v4r b£3v37 Ð1$|{µ73r37 h3£3 Ð493n hv4Ð hv0rÐ4n (ƒR3MHÆVN1N9) h4n 9j0rÐ3 4££3 Ð1$$3 71n9 09 hv0rƒ0r h4n 9j0rÐ3 Ð37. 1|{|{3 47 Ð3r v4r |{0mm37 n09£3 r33££3 $v4r.
$å h3n på 4ƒ73n3n, Ð4 4££3 £3|{713r v4r b£3v37 £4v37 h3£7 µ7r0£197 9rµnÐ197 09 4ƒ73n$m4Ð3n v4r b£3v37 $p1$7 1 $71£h3Ð ƒ0r3$£09 (3(1£13 47 Ð3 709 hj3m, 1 $73Ð37 ƒ0r 47 Ð3 4££3 b£3v 09 $0v. M3n ƒ0r$£4937 b£3v 4ƒ$£å37. (ƒ0r$£4937 b£3v 4ƒ$£Å37, 937 17?) 09 1 $73Ð37 r3Ð73 Ð3 0p 09 $å 3n ƒ1£m 1 ƒj3rn$¥n37 1 $71£-h3Ð. J3n$ $¥n73$ Ð3n v4r m3937 Ðår£19, m3n $71n3 09 (3(1£13 $å µÐ 71£ 47 m0r3 $19, $å h4n ƒ0r3$£09 1|{|{3 47 ƒ1nÐ3 n0937 4nÐ37. 09 3nÐ3£19, 3ƒ73r n0937 Ð3r ƒø£73$ $0m 3n µ3nÐ3£19h3Ð (µ3nÐ3£19, 193n) ƒ4£Ð7 Ð3 3n 3ƒ73r 3n 1 $øvn.
J3n$ må773 1nÐrømm3 47 h4n b£3v n0937 0v3r4$|{37 0v3r 47 h4n vå9n3Ð3 1 n0937 Ð3r |{µnn3 vær3 3n h3£7 4£m1nÐ3£19 Ðrøm; 1 b£øÐ3, ƒ£0ƒƒ¥ $|{¥3r. 0v3r h4m h4n9 3n h3£7 b£å h1mm3£ 09 $0£3n v4rm3Ð3 h4n$ |{r0p. H4n h4vÐ3 3n £4n9 hv1Ð n47|{j0£3 på. (£193$0m 0£3 £µ|{øj3, m3n h4m |{3Ð3r Ð3 ƒ1r3 µn93 m3nn3$|{3r 1|{|{3). 1 $|{¥3rn3 rµnÐ7 0m h4m £å Ð3 7r3 4nÐr3. P47r1(|{, Ð3r 3££3r$ h4vÐ3 $|{4Ð37 $17 |{næ, $å µÐ $0m 0m h4n |{µnn3 h0pp3 ƒr4 $|{¥ 71£ $|{¥, 09 (3(1£13 Ð3r v4r b£3v37 $¥9 (N3j, h3nÐ3 09 $71n3 h4v-Ð3 $74Ð19 1|{|{3 $497 n0937 71£ Ðr3n93n3) $4Ð $m1£3nÐ3 09 nøÐ v4rm3n. På 3n $|{¥ 0v3r Ð3m $70Ð B3Ð-$73ƒ4r 70|{3, 1 3n $0r7 £æÐ3rj4|{|{3 09 m3Ð 3n ÐP 1 hånÐ3n. H4n $å $m1£3nÐ3 n3Ð på Ð3m.
”B3Ð$73ƒ4r 70|{3!” Råb73 J3n$, Ð3 4nÐr3 v3nÐ73 $19 1m0Ð Ð3n 94m£3 m4nÐ.
”J4, J3n$?” 70|{3$ hµÐ v4r 94mm3£ 09 r¥n|{37 m3n 4££193v3£ $å h4n næ$73n µn9Ð0mm3£19 µÐ. J3n$ v4r 1|{|{3 $1|{|{3r på 0m h4n 4£71Ð h4vÐ3 9j0r7 Ð37, 3££3r 0m Ð37 v4r ƒ0rÐ1 Ð3 h4vÐ3 møÐ7 70|{3$ µn93 j39, 4nÐr34$.
”Hv0rƒ0r 9ør е Ð37 h3r 1m0Ð 0$?”
”1m0Ð?” µÐbrøÐ 70|{3, hv0r3ƒ73r h4n br4$73 1 £4773r. ”1 h4r $74Ð19 1|{|{3 ƒ0r$7å37 47 j39 9ør Ð37 ƒ0r j39 09 1|{|{3 1m0Ð j3r!” H4n |{£µ|{|{3Ð3 v1Ð3r3 1m3n$ Ð3 4nÐr3 $71rr3Ð3 på h1n4nÐ3n. Nµ v4r Ð37 P47r1(|{ Ð3r 709 0rÐ37, 09 $0m 4£71Ð £øÐ h4n $0m h4vÐ3 h4n 7074£7 |{0n7r0£; ”M3n hv4Ð 3r Ð37 $å v1 ƒår µÐ 4ƒ Ð37? 1nÐ71£ v1Ð3r3 3r v1 4££3 |{0mm37 b49µÐ 1 $øvn 09 j39 h4r $|{4Ð37 m17 |{næ.” 70|{3 hæv3Ð3 Ð37 3n3 øj3n-br¥n 1 $|{3p$1$.
”V1 3r |{µn nå37 h4£vv3j$ 09 е, P47r1(|{, h4r 4££3r3Ð3 93nƒµnÐ37 Ð1n3 ƒø£3£$3r ƒ0r Ð1n3 |{µ$1n3r 09 Ð1n ƒæ773r µÐ3 ƒr4 £4nÐ37.” J3n$ |{4$73Ð3 37 hµr7197 b£1|{ på P47r1(|{, Ð3r Ð09 1|{|{3 $å 71£b493. ”$71n3 h4r ƒµnÐ37 µÐ 4ƒ 47 Ð3r 3r m3r3 71£ mµ$1|{|{3n 3n (0v3rnµmr3 4ƒ Ðår£197 p0p, J3n$ h4r £ær7 ƒ£¥3nÐ3 $v3n$|{ 09 j39 3r $1|{|{3r på 47 (3(1£13 09$å h4r ƒµnÐ37 µÐ 4ƒ n0937.” J3n$ £49Ð3 1|{|{3 mær|{3 71£ hv0rÐ4n (3(1£13 næ$73n 9ræÐ Ð4 b3Ð$73ƒ4r 70|{3 nævn73 h3nÐ3.
”1 h4r Ð4 4££3 £ær7 n0937 1nÐ71£ v1Ð3r3.” 193n $å Ð3 ƒ1r3 µn93 m3nn3$|{3r rµnÐ7 på h1n4nÐ3n.
”Hv4Ð m3r3 v1£ е £ær3 0$ $å?” $pµr973 $71n3, hµn £øÐ $|{3p71$|{. B3Ð$73ƒ4r 70|{3 £øƒ73Ð3 $|{µ£Ðr3n3 $0m 739n på 47 Ð37 v4r h4n 1|{|{3 $1|{|{3r på.
”Ð37 ƒ1nÐ3r v1 µÐ 4ƒ h3n 4ƒ v3j3n. е v3Ð 93ƒÜH£.” (N3j, 193n 4ƒ Ð3 ƒ1r3 4n3Ð3 hv4Ð ƒ4nÐ3n 93ƒü£h 3r 3££3r v4r, $ør93£197 1|{|{3?)
”Hv0rÐ4n 9ør е Ð37 h3r?!” Nµ v4r Ð37 J3n$ $3£v Ð3r åbn3Ð3 mµnÐ3n. H4n v4r ær£197 74£7 v3Ð 47 vær3 r19719 7ræ7 4ƒ 4£7 Ð37 h3r pj47.
”4££3 94m£3 m3nn3$|{3r |{4n £1Ð7 m491.” $v4r37 |{0m $å pr0mp73 47 m4n $|{µ££3 7r0 Ð37 94v $19 $3£v. ”£193$0m 47 4££3 94m£3 m3nn3$|{3r |{3nÐ3r h1n4nÐ3n.” ƒ0r7$4773 b3Ð$73ƒ4r 70|{3. J3n$ $å på $71n3 Ð3r b4r3 rµ££3Ð3 m3Ð øjn3. Ð37 b37¥Ð 47 m4n b4r3 $|{µ££3 £4Ð3 Ð37 h3£3 £1993.
”M3n hv1$ Ð3r 1|{|{3 3r ƒ£3r3 $pør9$må£ v1£ j39 £4Ð3 j3r vær3 4£3n3.” 09$å ƒ£øj Ð3n $|{¥ 70|{3 $70Ð på væ|{. 71£b493 v4r Ð3 ƒ1r3 µn93 m3nn3$|{3r.
”Hv4Ð $å nµ?” $pµr973 (3(1£13. Hµn £øÐ 9råÐ|{v4£7, m3n J3n$ 7r03Ð3 47 Ð37 v4r ƒ0rÐ1 hµn v4r hæ$.
”H4n ƒ0r$v1nÐ3r 4£71Ð på Ð3 mær|{3£19$73 71Ð$pµn|{73r.” $µ|{|{3Ð3 P47r1(|{ 09 $n4|{ n3Ð på h4n$ £1££3 $|{¥.
”4£7$å j39 v3Ð 1|{|{3 m3Ð j3r, m3n j39 h4r 4£71Ð øn$|{37 m19 47 h0pp3 rµnÐ7 1 $|{¥3rn3, $å hv0rƒ0r 1|{|{3 n¥Ð3 47 v1 h4r 3n næ$73n 4£m1nÐ3£19 Ðrøm?” Ð37 v4r $71n3$ 1Ð3 09 hµn h0pp3Ð3 4££3r3Ð3 $0m 3n £1££3 p193. 09 r3$73n 4ƒ n4773n ƒ£øj Ð3 $0m $må 3n9£3børn h3n 0v3r h1m£3n. (1Ð¥££1$|{.)
Ord i kapitlet: 942
Ord i alt: 16.007
13. December
Talking ’bout LÅÅÅUVEA
Dagens benspænd; afsnittet skal være skrevet i LEETspeak
Igen var de alle samlet i Patricks lejlighed. De sad i stuen og lavede lektier (hvilket var utroligt sjældent for både Stine og Cecilie) da dette var det eneste der kunne holde deres tanker fra Bedstefar Toke og hans måde han trængte ind i deres hoveder. Hele dagen havde de snakket om de skulle ringe til ham, tage op til ham eller skrive til ham, for at høre hvad fanden han havde gang i. Men til sidst var de blevet enige om at de kunne snakke med ham om natten eller de kunne snakke med ham den syttende, som var den dag alle Ellerne begyndte at rejse til det store Elle hus, ejet af bedstefar Toke. Her tilbragte alle de der kun hed Elle til efternavn altid fjorten dage af deres juleferie, og selve juleaften, sammen. Der plejede at være omkring hundrede mennesker, de fleste af dem var direkte efterkommere af Andreas Elle (eller bare bedstefar Toke) og hans søster, der desværre var død længe før nogle af vores fire hovedpersoner blev født. Faktisk var der ikke rigtigt nogen der vidste hvor gammel bedstefar Toke var, nok ikke engang ham selv. Faktisk var han Jens og de andres tipoldefar, men alle i hele familien kaldte ham bare bedstefar Toke.
Noget andet der var blevet diskuteret hele dagen hvad hvordan (FREMHÆVNING) han gjorde alle disse ting og hvorfor han gjorde det. Ikke at der var kommet nogle reelle svar.
Så hen på aftenen, da alle lektier var blevet lavet helt utroligt grundigt og aftensmaden var blevet spist i stilhed foreslog Cecilie at de tog hjem, i stedet for at de alle blev og sov. Men forslaget blev afslået. (forSLAGET blev afSLÅET, get it?) Og i stedet redte de op og så en film i fjernsynet i stilhed. Jens syntes den var meget dårlig, men Stine og Cecilie så ud til at more sig, så han foreslog ikke at finde noget andet. Og endelig, efter noget der føltes som en uendelighed (Uendelig, igen) faldt de en efter en i søvn.
Jens måtte indrømme at han blev noget overasket over at han vågnede i noget der kunne være en helt almindelig drøm; i bløde, floffy skyer. Over ham hang en helt blå himmel og solen varmede hans krop. Han havde en lang hvid natkjole på. (Ligesom Ole Lukøje, men ham keder de fire unge mennesker ikke). I skyerne rundt om ham lå de tre andre. Patrick, der ellers havde skadet sit knæ, så ud som om han kunne hoppe fra sky til sky, og Cecilie der var blevet syg (Nej, hende og Stine havde stadig ikke sagt noget til drengene) sad smilende og nød varmen. På en sky over dem stod Bedstefar Toke, i en sort læderjakke og med en DP i hånden. Han så smilende ned på dem.
”Bedstefar Toke!” Råbte Jens, de andre vendte sig imod den gamle mand.
”Ja, Jens?” Tokes hud var gammel og rynket men alligevel så han næsten ungdommelig ud. Jens var ikke sikker på om han altid havde gjort det, eller om det var fordi de havde mødt Tokes unge jeg, Andreas.
”Hvorfor gør du det her imod os?”
”Imod?” Udbrød Toke, hvorefter han braste i latter. ”I har stadig ikke forstået at jeg gør det for jeg og ikke imod jer!” Han klukkede videre imens de andre stirrede på hinanden. Nu var det Patrick der tog ordet, og som altid lød han som havde han totalt kontrol; ”Men hvad er det så vi får ud af det? Indtil videre er vi alle kommet bagud i søvn og jeg har skadet mit knæ.” Toke hævede det ene øjenbryn i skepsis.
”Vi er kun nået halvvejs og du, Patrick, har allerede genfundet dine følelser for dine kusiner og din fætter ude fra landet.” Jens kastede et hurtigt blik på Patrick, der dog ikke så tilbage. ”Stine har fundet ud af at der er mere til musikken en covernumre af dårligt pop, Jens har lært flyende svensk og jeg er sikker på at Cecilie også har fundet ud af noget.” Jens lagde ikke mærke til hvordan Cecilie næsten græd da bedstefar Toke nævnte hende.
”I har da alle lært noget indtil videre.” Igen så de fire unge mennesker rundt på hinanden.
”Hvad mere vil du lære os så?” Spurgte Stine, hun lød skeptisk. Bedstefar Toke løftede skuldrene som tegn på at det var han ikke sikker på.
”Det finder vi ud af hen af vejen. Du ved GEFÜHL.” (Nej, igen af de fire anede hvad fanden gefülh er eller var, sørgeligt ikke?)
”Hvordan gør du det her?!” Nu var det Jens selv der åbnede munden. Han var ærligt talt ved at være rigtig træt af alt det her pjat.
”Alle gamle mennesker kan lidt magi.” Svaret kom så prompte at man skulle tro det gav sig selv. ”Ligesom at alle gamle mennesker kender hinanden.” Fortsatte bedstefar Toke. Jens så på Stine der bare rullede med øjne. Det betyd at man bare skulle lade det hele ligge.
”Men hvis der ikke er flere spørgsmål vil jeg lade jer være alene.” Også fløj den sky Toke stod på væk. Tilbage var de fire unge mennesker.
”Hvad så nu?” Spurgte Cecilie. Hun lød grådkvalt, men Jens troede at det var fordi hun var hæs.
”Han forsvinder altid på de mærkeligste tidspunkter.” Sukkede Patrick og snak ned på hans lille sky.
”Altså jeg ved ikke med jer, men jeg har altid ønsket mig at hoppe rundt i skyerne, så hvorfor ikke nyde at vi har en næsten almindelig drøm?” Det var Stines ide og hun hoppede allerede som en lille pige. Og resten af natten fløj de som små englebørn hen over himlen. (Idyllisk.)
Ord i kapitlet: 955
Ord i alt: 16.967
14. December
Jeg vill fan inte till jobbet imorn!
Dagens bespænd: Det er meget vigtigt at der optræder et par kendte irske digtere og forfattere!
De var der alle fire. Både Jens, Stine, Patrick og Cecilie selv. De stod og så op på slottet, imens regnen silede ned over dem og de gyldne bade dansede. De var alle klædt på til vejret, hvilket Cecilie syntes var utroligt rart. Men hun kunne mærke at hendes mascara løb ned af hendes kinder. Der var mørkt, men med sådan et vejr kunne det betyde at klokken kunne være både otte om aftenen eller to om natten. Der var lys i alle de store vinduer. Det så ud som om der var fest inden i den store sal, de kunne se i den lange bygning ved siden af tårnet. Og underligt nok var alle menneskene klædt i gammelt, victoriansk tøj.
Cecilie var sikker på at de alle fire havde været der i ret lang tid, men ingen havde sagt noget endnu. De stod bare og frys i den biende vid og den ruskede regn. Hvad de ventede på var hun ikke sikker på, men hun var ikke i tvivl om at det nok skulle dukke op. Og (saftsusmende) om det ikke gjorde det. For lige pludseligt dukkede en skikkelse op. En ældre kvinde i en stor balkjole. Cecilie var ikke sikker på om det var mørket eller faktummet at dette var en drøm, men det så ud som om der var en stor usynlig boblen rundt om kvinden, for regnen løb ned af dens sider. (Just like Kida in Atlantis!) Kvinden kom helt hen til dem, det var næsten som om hendes hud lyste lidt. Hun smilte, perfekte tænder.
”Jeg hedder Mary Lavin,” sagde hun. ”Vær venlige at følge med mig.” Hun vendte sig om i mørket og gik tilbage mod hjørnet af slottet. Hun befandt sig stadig i sin vandafvisende boble. (Et fint ord for vandafvisende er HYDROFOB. Jeg fulgte nemlig med i kemi sidste år!) Omme på den anden side af salen med ballet i stod en mand. Han var klædt ligeså fint på som Mary, han havde også en boble. Han smilede med ligeså perfekte tænder. Han fugte dem alle ind i en stor hal, hvor farven guld var overvældende.
”Jeg hedder Brian Coffey,” fortalte han. ”Og I må være Patrick, Jens, Stine og Cecilie Elle.” De fire unge nikkede bare.
”Kom I med denne vej,” sagde Mary. Hun, og Brian, førte dem op ad en trappe og ind i en stue. Her var alt også guld. De kunne høre musikken fra ballet, latteren og skoende der fløj hen over gulvet. Der var the på et lille bord. De satte sig alle til rette og fik en kop.
”I er sikkert spændte på hvad I laver her, ikke sand?” Marys stemme var livlig og fyldt med glæde. Der blev blot nikket, og Cecilie undrede sig over hvorfor de var så stille denne nat. Hun havde ikke lagt mærke til at både Jens og Patrick ofte sendte mystiske og tankefulde blikke over imod hende. (Patricks dårlige knæ var forresten ikke gået med ind i denne drøm.)
”Men vi kunne jo lige starte med at præsentere os!” Udbrød Brian. ”Jeg hedder som sagt Brian Coffey, og jeg er en irsk digter. Jeg blev født i 1905 og døde i 1995, og nu er jeg her.” Smilede han.
”Og jeg hedder Mary Lavin. Jeg blev født i 1912 og døde i 1996. Jeg er også irer, og jeg skriver romaner og noveller.” Forsatte Mary. Cecilie fik kuldegysninger af bemærkningen Brian havde sluttet af med; Og nu er jeg her. Som om det ikke var nok at få deres dødsår med i introduktionen.
”Hvad er her?” Spurgte hun derfor. De tre andre vendte sig brat imod hende, som om de havde lavet en pagt om ikke at sige noget og hun havde brudt den. Men Brian og Mary smilede bare.
”Geografisk er det Dublin Castel,” informerede Biran hende.
”Tidsmæssigt er det ikke noget bestemt år,” fortsatte Mary og sammen afsluttede de i kor: ”Det er her alle Irlands kreative kommer hen efter graven.” Der gik en rystelse igennem Cecilies krop. Den startede nederst ved rygraden og spredte sig i alle retninger derfra.
”Det her liver efter døden?” Spurgte Stine skeptisk. Men de to forfattere nikkede bare.
”For Irlands kreative bliver der til evig tid holdt en fest i Dublin Castel.” Resumerede Brian.
”Hvad så med Irlands fattige? Eller Danmarks kreative? Eller de der døde i KZ-lejrende efter anden verdens krig?” Spurgte Patrick. Han lød meget skarpsindig.
”Der er andre steder for dem, måske andre fester, måske de ikke fester. Det ved vi ikke.” Mary lød stadig glad og frisk.
”Hvorfor er vi her?” Jens prøvede at lyde ligeså skarp som Patrick men det lykkedes ham ikke rigtigt.
”Fordi,” begyndte Brian, hvorefter Mary faldt ind i koret, ”I er den mest magiske af alle de gamle, -s udvalgte, I er udvalgt af drømmevandreren, Toke.” De fire unge kastede et hurtigt blik på hinanden.
”I kender altså bedstefar Toke?”
”Ja, alle på vores side af gaven kender til drømmevandreren Toke.” Stadig i kor. Cecilie var sikker på at alle hårende på hendes hoved og resten af kroppen strittede. ”Han er meget magisk, og han bliver meget gammel. Og han vil gerne have at I skal have disse!” Og så lå der lige med ét fire forskellige bøger på bordet. De så alle ret gamle ud.
”Til Patrick, den vise og ældste!” Sagde Mary (Jeg ved ikke lige hvor det der halv gamle sprog kom fra, men det skaber stemning!) og tog en af bøgerne op, ”John Ronald Reuel Tolkiens Hobbitten. En sand klassiker, og Sofie Gro Holdes yndlingsbog.” Cecilie havde hverken hørt om John Ronald Reuel Tolkien eller Sofie Gro Holde, eller titlen for den sags skyld. Da Patrick bladrede op i bogen så de alle at forfatteren selv havde skrevet en hilsen til ham på indersiden af forsiden:
Til Patrick,
Fordi han forhåbbeligt vil lære at holde af alt det barnlige og barnet selv.
Og fordi han skal vide hvordan man overvinder Smaug.
Patrick nikkede bare uforstående. Cecilie mærkede noget (Eller nogen?) vende sig inden i hende. Som om beskeden var mere til hende end til Patrick.
”Til Stinde, den sidste af de to!” Afbrød Brian Cecilies tanker. ”Momo, Michael Endes lille farvestrålende pige fanget i den grå verden.” Stine fik bogen og her var også en hilsen fra forfatteren:
Kære Stine,
Nogle gange er det hurtigst at bevæge sig langsomt og nogle gange er det bedste at give sig god tid.
Og nogle gange er det godt at give sig tid til at læse en god bog.
Cecilie var ret sikker på at Stine aldrig havde læst en bog. I hvert fald ikke af egen frie vilje.
”Jens, den første af de to!” Igen var det Mary der snakkede. Hun løftede en af de resterende to bøger på bordet. ”Dan Browns fortælling og Engle og Dæmoner.” Beskeden denne gang lød som følger:
Til Jens,
Du vil måske lære at videnskab ikke altid overvinder troen, og du vil måske lære at troen ikke altid overvinder videnskaben. Men jeg håber du vil lære at videnskab og tro ikke er modsætninger.
Jens var altid meget fastlåst på videnskab og på at alt kunne forklares. Det var derfor at han havde svært ved at tro på at bedstefar Toke brugte magi til at sende dem ind i andre verden i deres drømme. Jens var matematikker og en videnskabsmand.
”Til sidst, Cecilie, den nu lykkelige.” Sagde Brian. Cecilie modstod en voldsom træng til at ligge en hånd på hendes mave. (Alle de andre så på hende, og hun ville ikke skulle til at forklare noget når de vågnede.) ”Til dig er der fortællingen om en mand, en død kone, en ung kvinde, en datter og et spøgelse, der alle mødes ved en sø, af Stephen King. Knogler.” Cecilie tog imod den store bog, hvor titlen og forfatteren stod med guld på ryggen. Hun bladrede om på første side og læste beskeden højt, som de tre andre havde gjort:
Cecilie,
Hvis du vælger livet lover jeg dig at denne bog blot er en historie.
Vælger du ikke livet kan jeg intet love.
Blodet i Cecilies krop frøs. Hvorfor vidste hun ikke, hun kendte jo ikke historien, men hun var ret sikker på at dette var en trussel.
”Og nu må I nok hellere komme hjem.” Brians stemme var ligeså livsglad som Marys. De fire unge blev fulgt ned i den store hall, nu med deres gaver under armen, ud af porten og rundt om balsalen. Mary og Brian havde stadig en boble rundt om dem, som hverken vand eller vind trængte igennem. Da de stod hvor hele drømmen var startet sluttede den også.
”Jeg kommer inte till jobbet imorgon. Jag skal läsa.” Sagde Jens.
”Hold nu kæft med det der svenske!” Råbte Stine fra den anden ende af stuen.
Ord i alt: 18.523
15. December
At leve i det senmorderne samfund er som at spille the game, bortset fra at du nogle gange vinder… så det har egentlig intet med the game at gøre
Dagens bespænd: Afsnittet skal foregå i en forhindringsbane
Patrick havde stadig meget svært (Altså sådan helt vildt svært!) ved at fatte hvad Stine havde fortalt ham og Jens den anden dag. At Cecilie var gravid (Og dér fik vi endelig sat ord på det!! Bortset fra at det kom ud i kommentaren i går… skulle jeg måske have overvejet.) var helt ufattelige. Ja hun havde en kæreste, ja hun var ikke altid så hurtigt, men Patrick havde aldrig troet at hun ville dyrke ubeskyttet sex. Han var ærligt talt splittet mellem to følelser: den ene var at han var ked af det på Cecilies vegne. Hun var kun seksten, at blive gravid i den alder var ikke ligefrem ønsketænkning. Og den anden følelse var skuffelse. Han var meget skuffet over hende. Både at hun overhovedet havde udsat sig selv for risikoen for at blive gravid, men også at hun ikke havde nævn det for ham endnu. Han troede at de var kommet meget tættere på hinanden og hun havde ikke engang overvejet at snakke med ham om det. Hun havde også kun nævnt det kort for Stine fordi Stine åbenbart havde kunnet se at Cecilie ikke var syg, men gravid. (Ja, nogle har bare instinkter, ikke?) Jens var vist ikke helt så rørt af det, han og Stine var også ret sikre på at hun ville få en abort. Men efter beskeden i bogen Cecilie havde fået natten før, bogen af Stephen King der hed Knogler, var Patrick ikke helt så sikker. Det lød lidt som om der ville ske hende noget slemt hvis hun fik en abort. Og teknisk set så befandt de sig i en situation lige nu hvor alt kunne ske. Patrick slev havde jo (For helvede da) skadet sit knæ i en drøm der tilhørte Sarah Palin. Men nu var Cecilie taget hjem, til hendes hus ude på landet, fordi hendes forældre havde beordret det. Ikke at Cecilie virkede ked af det. Om forældrene vidste noget om graviditeten vidste Patrick ikke, men han tvivlede. Han troede ikke engang at Cecilies kæreste, hvad var det nu han hed? (Niels, hed han.) at han måske skulle være far.
Alt dette føj igennem hovedet på Patrick, mens han lå i sin seng. Stine og Jens boede stadig ved ham, de lå inde i stuen, men ligesom de andre nætter havde de døren åben ind til Patrick. Ikke fordi de troede at det ville gøre nogen forskel, men det virkede på en eller anden måde beroligende. Og mens disse tanker kørte på indersiden af hans hoved sneg søvnen og nattens drøm sig ind på ham og de to andre.
”Du skal ikke sove!” Råbte en eller anden lige ved siden af Patricks øre. ”Du skal vågne og det skal være nu!” Han slog øjne op og så en kedelig regngrå himmel i bedste danske stil. Han satte sig op, og blev med ét klar over at hans skadede knæ også var skadet i denne drøm. Han stønnede lidt, mest fordi det irriterede ham, men den råbende stemme opfattede det åbenbart som smerte.
”Smerte er bare en illusion! Hvis du lader som om den ikke er der, så er den der heller ikke!” Stemmen kom fra en ældre herre, der så ud som om han var i fantastisk form. Han havde skægstuppe og overskæg. Han var klædt i militært tøj. Patrick så sig omkring, det var så vidt han kunne se kun Stine og Jens der var tilstede. De havde også militært tøj på, og det havde Patrick også.
”Hvis jeres kusine ikke er her om 30 sekunder, så må hun hellere blive helt væk.” Sagde manden, enormt tvært. Han så på et meget fancy ur på hans arm. Patrick vidste at det var et Rolex af modellen Deep Sea. Han var imponeret, det ur var ret dyrt. ”30 sekunder, hun kommer ikke med.” Sagde manden og gik over imod en ret stor forhindrings bane, som Patrick først fik øje på nu. Manden gjorde tegn til at de skulle følge efter, men da Patrick prøvede at tage et skridt gjorde det så und i hans knæ at han var lige ved at knække sammen. Jens og Stine støttede ham over til manden og forhindringsbanen.
”Min navn er BS Christiansens, og jeg er den der bestemmer i nat.” Stine kom til at fnise over den afsluttende bemærkning, hvorefter hun med det samme fik et meget ondt blik. ”Ingen fnisen når jeg er kommanderende, forstået!” Skreg overskægsmanden. Stine nikkede bare.
”Jeg er BS Christiansen, I skal kalde mig BS. I skal i nat alle gennemføre banen her to gange hver. Men siden der mangler en må vi nok hellere sige tre gange hver.” Der blev stille lidt. De kiggede alle på banen. Den indebar både at man skulle kravle over en ret høj mur, skulle rappelle og snegle sig igennem mudder.
”Jeg er ligesom skadet,” sukkede Patrick. Han havde sat sig på det fugtige græs. BS hævede det ene øjenbryn.
”Jamen så må de to andre jo bare tage den fire gange hver,” svarede han. Han lød enormt irriteret.
”Tak, Palle.” Hvæsede Stine. (Hvis jeg ikke har nævnt det før bliver Patrick kaldt Palle, men det gør de fleste Patrick’er vist nok.)
”Hvad fanden vil du havde jeg skal gøre? Jeg kan ikke gå!” Udbrød Patrick, men Stine rullede bare med øjne.
”Så unge dame! Ingen dårlig attitude!” Brølede BS. ”Du kan få lov til at starte.” Han lagde en hånd på hendes ryg og førte hende hen til forhindringsbanen. Imens forklarede han hvordan hun skulle komme over den:
1. Skiftevis ned under nogle lave stænger og over nogle høje.
2. Over en 2,5 meter høj mur – uden anden hjælp ind tilløb.
3. Hun landede nu en et huld, to meter dybt og kun to meter langt.
4. Kravle under et net i mudder.
5. Løbe igennem en masse dæk.
6. Løbe 200 meter.
7. Hen over en flod der krydsede banen, med en kraftig strøm, ret dyb og ret kold.
8. Gå 20 meter på en balancebom.
9. Kravle 20 meter op på en klatrevæg.
10. Fastgøre sig til noget trådværk og rappelle halvvejs ned.
11. Halvvejs nede skulle hun så holde fast i lille dæg, der sad på en vire, der tog resten af vejen ned. Hun skulle sørge for at give slip fire meter over jorden, så hun landede i en sandkasse.
12. Til sidst løbe i mål.
”Det er let som kage.” Sagde BS. ”Jeg har banerekorden på otte minutter.”
”Det har du sikkert,” hørte Patrick Stine sukke.
”Reglerne er lette: I skal gennemføre fire gange hver, Jens og Stine. I skiftes til at få en tur. En tur er først omme når I har gennemført én gang. Hvis I falder uden for banen eller skal have hjælp skal I starte forfra. Forstået?” Tvillingerne nikkede. Stine gik hen til startlinjen, BS fandt et stopur og en pistol frem. Han så på Stine. ”Er du klar?” Hun reagerede slet ikke, men Patrick kunne se hvor sur og irriteret hun var. Så lød startskuden og hun satte ligeså stille i gang.
Stine fik problemer allerede ved muren. Det tog hende ni forsøg før hun kom over den. Da hun landede nede i hullet på den anden side brugte hun fjorten forsøg på at komme op dér fra. Hun pustede og stønnede sig igennem mudderet, dækkende og de 200 meters løb. Hun havde mindst taget et kvarter da hun kom til floden. Og det var dén der blev hendes overmand. Hun sprang i, men vandet var for koldt eller hun snublede. Det var svært at se derfra hvor Patrick og Jens stod. Men hendes hovedet forsvandt og kom op på den forkerte side. Hun kravlede hen over græsset og kollapsede.
”Om igen.” Råbte BS bare. Efter et minut kom Stine slæbende hen til Patrick og de andre. Hun så totalt smadret ud og var gennemblødt.
”Rend mig.” Hvæsede hun med en fuck finger lige I BS’ ansigt. Hun satte sig ved siden af Patrick og frøs.
”Hvad sagde du?” Skreg BS. Han var totalt rød i hovedet og hans overskæg flagrede.
”Rend mig.” Gentog Stine, stadig i et ret køligt tonefald.
”Det siger man KRAFT EFERMAME IKKE TIL MIG UNGE DAME! VIL DU SÅ SE AT FÅ DIN LILLE RØV OVER TIL START OG SÅ GENNEMFØRE!” Nu var han lilla og Patrick kunne næsten se røgen komme ud af hans øre. Men Stine flyttede sig ikke. Hun havde altid været utrolig god til den slags med autoriteter (eller lige netop ikke god til dem?).
”Jeg kan godt prøve,” prøvede Jens forsigtigt. BS vendte sig imod ham og faldt lidt ned.
”Jamen så prøv da.” Og det gjorde Jens. Det tog ham over en halvtime og utallige forsøg, men han gennemførte til sidst.
”Godt unge dame. Så er det din tur,” sagde BS, imens Jens vaklede hen til dem. Men Stine ikke engang så meget som svarede. Patrick kunne se hvordan BS’ ansigtskulør var ved at blive blålig igen så han skyndte sig at tage fat i Stine.
”Hør her,” hviskede han. ”Jeg ved godt det er svært, og jeg er pisse ked af at jeg ikke kan deltage. Men Jens kan ikke tage den otte gange og hvis i ikke gennemføre så tror jeg vi er fanget her.” Stine sagde stadig ikke noget, hun så så utroligt sur ud at det var skræmmende. Men hun rejste sig, samlede hendes hår i en hestehale, smed jakken og bukserne, hvorunder der åbenbart gemte sig et par militærhotpants og en stram hvid top. (Patrick var i det øjeblik nød til at minde sig om at Stine var hans kusine og at det var klamt at synes hun var hot, men DAAAINM!) Hun gik hent til startlinjen. BS så mere rolig ud og startede tiden. Stine så helt vildt bestemt ud og hun overraskede alle de tre herre da hun kom over muren i første forsøg og kom op af hullet i første forsøg. Hun fløj af sted og så ikke specielt træt ud. Kun beslutsom og irriteret. Hun svømmede lyn hurtigt over floden, lod sig næsten ikke påvirke af strømmen som Jens havde kæmpet med i flere minutter. De 20 meters balancegang klare hun også lyn hurtigt, og mindst ligeså hurtigt var hun kommet op i toppen af rappelling-væggen. Da Stine landede så hun ikke spor træt ud, og da hun krydsede mållinjen løb hun direkte over til startlinjen. Også gjorde hun det hele engang til, bare hurtigere. BS og de to andre var ved at vride kæben af led da Stine havde gennemført banen syv gange i træk, uden ene eneste pause eller fejl. Hun havde oven i købet haft en gennemsnits tid på under otte minutter.
Den sidste gang hun krydsede linjen gik hun over til Patrick og drengene. Hun tog det varme tøj på igen. Ingen sagde noget, alle stirrede bare.
”Godt så, nu vil jeg gerne hjem.” Hvæsede Stine. Hun lød ikke engang forpustet. BS stod et øjeblik.
”Det der var simpelthen utroligt!” Gispede han. ”Du er jo helt fantastisk! Hvordan er-”
”Jeg har været leder af landets bedste heppekor i fire år. Og ja, jeg ved jeg er fantastisk. Men ved mindre du har en eller anden vigtigt besked så vil jeg meget gerne hjem nu.” Stine var totalt kold.
”Fint,” hoverede Stine. Hun lagde sig ned, lukkede øjne. Men inden hun vågnede i den virkelige verden kastede hun et hurtigt blik på BS. ”Og hvis jeg nogen sinde høre dig kalde mig, eller nogen anden kvinde, for ’lille dame’ skal jeg nok sørge for at dine boller bliver til permanente øreringe, forstået?” Også forsvandt hun, vågende på den anden side. Jens, Patrick og BS stirrede bare på hinanden.
”Hun mente det.” Sagde Jens blot, inden han og Patrick selv vågnede på den anden side. Og selv her så Stine ikke spor træt ud. Og hun ville ikke kommentere på nattens drøm.
16. December
Din mor er en kongruensfejl!
Dagens benspænd: Der må kun være kongruensfejl! (Men da dette ikke kan forekomme på dansk så tror jeg vi siger at dette er det letteste benspænd, so far.)
Stine så ud som om hun havde fået ret stor respekt mellem Jens og Patrick. De var næsten blevet hendes største fans efter hendes bedrift på BS’ forhindringsbane natten før. Og selvom var dejligt at blive beundret af sin bror og fætter så havde Stine brugt det meste af sin dag på at sms’e med Cecilie. Også havde hun, ligesom dagen før, læst en del i den bog hun havde fået i Dublin Castel. Den var faktisk ret god, Momo hed den. Den handlede om en lille fantasifuld pige, hvis venner og alle hun kender, bliver ofre for de grå Tidstyve. Nu skal hun rede dem, og hendes hjælpere er bland andet en skildpadde med et magisk skjold. Stine havde aldrig rigtigt læst meget, hun var faktisk ikke sikker på hvornår hun sidst havde læst andet end Vouge eller Vi Unge. Men selvom Momo måske kunne karaktiseres som en børnebog så havde hun næsten læst den færdig på to dage, hvilket var meget hurtigt for Stine. Og hun holdte af Momo. Stine havde aldrig troet at hun ville kom til at holde af noget fiktivt. (Ikke ligesom os, for vi holder jo alle af Kevin E. Levin.)
Stine havde sådan en underlig følelse af at denne nat ville blive ret indholdsløs. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt. Men hun forventede, sjovt nok, ikke at hun eller nogle af de andre, ville falde ind i bedstefar Tokes drømmeverden. Måske det var fordi de alle tog ud til Elle Huset i morgen, og at de så ville se bedstefar Toke eller måske det bare var fordi Toke trængte til en pause. Men Stine var helt sikker på at hun ikke ville drømme nogen mærkelige drømme den nat. Og da hun havde snakket med Jens om det sagde han at han have det på samme måde, også Patrick. Jens og Stine var taget hjem om morgenen, de skulle pakke og gøre sig klar til at de med deres forældre ville tage til Elle Huset. Det havde Stine dog gjort i november, for julen i Elle Huset altid var så vidunderlig at hun ikke kunne vente med at pakke. Men hun var begyndt at tvivle på hvorvidt hun rent faktisk ville kunne nyde den kommende jul. Ikke nok med at hele drømmetingen efterhånden var ved at være så kliche at det var helt åndsvagt, men så var Cecilie også ved at være ret langt ude. Hun havde ikke sovet sidste nat, det var derfor kun ikke var kommet ind i drømmen. Hun havde bare læst i den bog hun havde fået. Så vidt Stine vidste så havde Cecilie ikke engang snakket med Niels, hendes kæreste, om hvorvidt de skulle få en abort. Stine selv havde ikke rigtigt snakket med Cecilie, fordi hun lidt forventede at Cecilie selv ville prøve at kontakte hende. Men det var ikke sket endnu. Så derfor havde der ikke været nogen reel kontakt imellem dem i et par dage.
”Stine?” Lød hendes mors stemme nede fra gangen af. ”Stine kom lige herind!” Stine sukkede.
”Jeg kommer!”
”Tag lige Jens med!” Stine stoppede op i døren.
”Jens, du skal gå ind til mor,” råbte hun ud i hele huset.
”Hvis du alligevel bare råber på ham, kunne jeg selv have kaldt på ham!” Råbte Sines mor.
”Du råber jo på mig!” Skreg Stine som svar, mens hun gik ned ad gangen. Lige bag hende kom Jens. Han så forvirret ud.
”Hvorfor råber alle?!”
”Hold nu op med at råbe, begge to!” Stine måtte konkludere at deres mor ikke troede at hun selv råbte. Så hun svarede ikke før hun var inde i deres forældres soveværelse, hvor deres mor så ud som om hun var ved at dø. Hun var generelt meget ret stresset, men op til dagene hvor de tog af sted var det endnu værre fordi hun altid troede at de ville glemme et eller andet vigtigt.
”Har I begge pakket?” Hun så på dem med øjne der var ved at falde ud af hendes ansigt. De nikkede begge. ”Og I har husket at der er en vaskemaskine og at man kan nøjes med tøj til fem dage, ikke?” De rystede begge på hovedet. Hun pegede ud mod gangen som på mor sprog betyd: gå ind og pak om! De gik og ude på gangen sende de hinanden et blik der på tvillingesprog betyd: hun kan rende og hoppe. (Egentligt betyd det: hun kan knæppe et får, men dette er jo en børnevenlig serie. Eller noget…) De gik sammen ind på Stines værelse. Jens smed sig i hendes seng, mens hun selv satte sig i den brede vindueskarm. Det var allerede ved at blive mørkt, og det var kun om eftermiddagen.
”Har du læst din bog færdig?” Spurgte Stine. Jens nikkede. ”Er den god?”
”Overraskende. Meget, faktisk.” Svarede han. Der blev stille, Stine stirrede tomt på ham. Han vidste godt at Stine ventede på at han fortalte om bogen, men gjorde det ikke. For at irritere hende.
”Jens!” Sagde hun til sidst.
”Ja?” Han drillede hende.
”Jeg skal søge for at dine boller bliver til et par permanente øreringe, hvis du ikke fortæller mig om din bog!” Tanken om hvordan Stine havde brilleret på forhindringsbanen natten før ramte Jens og han fortalte hende om Dan Browns Engle og Dæmoner. Han snakkede også om hvad bogen havde med hans besked fra forfatteren at gøre. (Men jeg antager at de fleste har læst Engle og Dæmoner, så skal vi ikke bare sprænge over det hele? Jo, det gør vi sgu!)
”Hmm,” brummede Stine. ”Lyder lidt tungt.” Jens så overasket op på hende.
”Hvad ved du også om videnskab?”
”Ikke noget,” Stine så ud af vinduet, ud i sneen og mørket. Selvom Jens havde sagt det for sjovt havde Stine ikke rigtigt bidt mærke i det.
”Hvad er der galt?” Spurgte han hende.
”I morgen, når vi kommer op i Elle Huset og skal snakke med Toke,” startede Stine. ”Hvad skal vi sige til ham? Jeg mener, skal vi bare vade hen til ham og sige: ’Hey” Bedstefar Toke! Hvad fanden laver du?’” Jens så lidt underligt på hende, som om han slet ikke havde overvejet hvordan de skulle gribe det hele an.
”Jeg ved det ikke Stine, men vi finder ud af det. Okay?” Hun nikkede fraværende.
”Stine! Jens!” Skreg deres mor, igen, længere ned ad gangen. ”Har I pakket om?”
Ord i kapitlet: 1093
Ord i alt: 21.635
17. December
Spillemand spil lystigt op… ad ikke på den måde!
Dagens benspænd: afsnittet skal være skrevet som en saga/myte
Patrick sad i hans forældres bil, på bagsædet, som han for en gangs skyld havde helt for sig selv på grund af hans knæ, og læste den tekst der havde ligget på hans stuebord den morgen. Den hed ”Myten om jættesønnen Loke, dengang han snød en spillemand.” På forsiden hang en lille gul seddel hvor der stod: læs denne her. Og ikke andet. Men det var uden tvivl bedstefar Tokes skrift. Men da Elle Huset lå en del timer væk så havde Patrick ikke så meget andet at lave end at læse myten.
Det skete engang at Loke, søn af jætten Farbaute og jættekvingen Laufey, var taget til Midgård, der hvor mennesket bor. Og her mødte han en lille pige, ved navn Fif. Hun ønskede sig så inderligt et stykke legetøj der var noget helt særligt. Hun plagede og pinte Loke om at give hende sådan et legetøj og til gengæld ville hun gifte sig med ham, og leve som hans kvinde, når hun blev voksen. Loke kunne godt se på at Fif en dag ville blive bådet smuk og en god mor. Så Loke fik hende til at sværge at den dag hun rundede sin sekstende fødselsdag skulle hun rejse til Asgård, og der skulle de to giftes. Fif lovede, og de indgik en aftale. Så nu tog Loke til Udgård for at finde et særligt legetøj, for han ville virkelig gerne være sammen med Fif, når hun blev gammel nok. Men han fandt aldrig noget specielt legetøj, så han tog tilbage til Midgård og til Fif. Han forklarede hende at der ikke fandtes et stykke legetøj der var særligt nok til hende, men Fif sagde at så måtte han få lavet sådan et stykke legetøj, ellers ville hun aldrig blive gift med ham. Loke ville så gerne elske med Fif så han tog derfor hen til dværgene Sindre og Brokk. De sagde at de gerne ville lave et særligt stykke legetøj, men at Loke måtte skaffe et grundmateriale, som de kunne arbejde videre med. Så nu dragende Loke ud i verdenen igen, for at finde noget man kunne lave et stykke legetøj ud af. Og efter mange tiders søgen, hvor Fifs sekstens års fødselsdag nærmede sig, fandt han endelig hvad han ledte efter. For i det yderste af Udgård mødte han en lille jætte, der i forehold til alle de andre jætter, var smuk. Han hed Kligner. Kligner var en spillemand, han kunne spille den smukkeste musik på alle ting. Og hver lyd var så særlig at ingen musik nogensinde ville blive ligeså smuk. Så Loke sagde til jætten, at han var Odins blodbror, at han boede blandt asserne og at han var en af de mægtigste jætter nogensinde. Han sagde til Kligner at han ønskede at forgylde ham, så han og hans musik ville kunne leve for evigt. Men Kligner kendte godt til Loke og vidste at der sikkert lå noget bag ønsket. Så han sagde at han kun ville gå med til at blive forgyldt hvis Loke kunne skaffe Sifs guldhård. Loke vidste hvor svært dette ville være, for han havde jo selv klippet Sifs rigtige hår af, og Thor havde troet med at slå ham ihjel. Men han sagde at han nok skulle skaffe Kligner guldhåret, for han elskede virkelig den smukke unge Fif. Og derfor tog han til Thor og forklarede ham hele historien. Men Thor smed ham bare ud af huset. Så nu måtte Loke finde en anden måde at skaffet guldhåret på. Han fandt da Galten Gyldenbørste, som han klippede alle guldbørsterne af. Han vidste de ville gro ud igen, og han spandt nu et hår, der ikke lignede Sifs guldhår, men som dog var af guld. Da han kom ud til spillemands jætten Kligner igen viste han håret frem. Kligner selv havde aldrig set håret, kun hørt om det, og troede at dette var Sifs hår. Så han tog med hen til dværgene. Da Loke kom med spillemanden hen til dværgene spurgte de hvordan de sku kunne lave et stykke legetøj ud af ham, uden at dræbte ham. Loke svarede at de meget gerne måtte dræbe ham, så længe de ikke sagde det til ham, og så længe legetøjet kunne spille hans musik. Så det gjorde dværgene. Og Kligner blev til den smukkeste spillemand, der lavede den smukkeste musik. Loke rejste nu til Fif og gav hende spillemanden natten før hun nåede at blive seksten år. Hun blev så glad for den at hun med det samme tog til Asgård og blev gift med Loke. Og hver dag spillede spillemanden en af de mange sange den kunne. Det skete dog en dag at musikken nåede helt ud i Udgård, hvor jætterne var frygteligt kede af at de havde mistet deres lille spillemand, og kun havde fået en dårlig paryk af guld til gengæld. Så de troppede alle sammen op uden for Loke og Fifs hus. De krævede at få spillemanden tilbage, men Loke sagde bare at han var død. LØGNER! Kaldte de Loke, for de kunne høre hans musik. Men da de så at det blot var en gylden statue der spillede musikken blev de meget overasket. Så de gik alle hjem og Loke frydes sig over at han både havde narret alle jætterne og spillemanden Kligner og havde fået sig en smuk ung kone.
Ord i alt: 22.580
18. December
Jeg mindes det var sidste år du nævnte blodskam…
Dagens benspænd: alle personer skal have mindst 29 måltider.
Da Jens og Stine var kommet op til Elle Huset dagen før, var både Patrick og Cecilie kommet. Men det var bedstefar Toke ikke. Og ifølge familien var den ingen der var helt sikre på hvornår han dukkede op. Jens’ far nåede at lave en bemærkning om hvor frustrerende den gamle mand kunne være, og fik døds blikket af Jens’ mor. Alle i familien havde en mening om bedstefar Toke, men de der var hans direkte efterkommere, det værende blandt andet Jens og Stines mor, Patricks mor og Cecilies mor, synes at udvise stor kærlighed for den gamle mand.
Dagen før var alle de fire gået i seng ret sent, efter at have snakket om myten om Loke og spillemanden. Og de sov alle tungt hele natten, mens de ventede på at de skulle snakke med bedstefar Toke.
Jens vågnede da han kunne dufte pandekager. Han stod op, vækkede Patrick, som han delte værelse med. Patrick kunne også dufte pandekagerne. Klokken var kun fem om morgenen, de var gået i seng klokken tre. Og alligevel følte de sig underligt nok ikke trætte. Da de gik ned imod køkkenet, Patrick humpede langsomt bag ved Jens, mødte de pigerne. De kom ud fra deres soveværelse, i deres nattøj. Jens lagde mærke til Cecilies mave, der måske så ud som om den struttede lidt, under hendes stramme natkjole.
”Pandekager?” Spurgte Stine. Jens nikkede. ”Klokken fem om natten?” Igen nikkede Jens.
”Nogen der vil gætte på hvem det er?” Fortsatte Stine. Der var ingen der svarede, det var tydeligt et retorisk spørgsmål.
De kom ned til det store køkken, med et kæmpe stort spisebord i træ, som hele familien kunne sidde rundt omkring. Bordet var dækket op, med pandekager, vafler, franskbrød, æg, bacon, pølser, kartoffelmos, frugt, juice, kaffe, the, kakao, mælk og alt andet hjertet kunne begære. For bordenden sad gamle bedstefar Toke, men en kæmpe tallerken, og spiste.
”Godmorgen, unge mennesker!” Sagde han, med munden fyldt med æg og bacon. ”Tag for jer, I er sultne.” Og i samme øjeblik han sagde dette begyndte Jens mave at knurre af sult. Han kunne også høre Stines. Og Cecilie tøvede ikke et øjeblik med at tage en tallerken og fylde op. Kort efter hende begyndte Stine også at spise. Da de alle fire sad nede ved bedstefar Toke, med hver deres kæmpe portion, og spiste, begyndte Toke at snakke. Først nikkede han kort, og hviskede for sig selv: ”Første måltid, sådan, ja.” Hvorefter han højt begyndte: ”Søde, små unge. Jeg må skuffe jer og afsløre at dette blot er endnu en drøm, for jeg har stadig været forhindret i at komme op til Elle Huset. Men nyd drømmen!” Der blev sukket lidt blandt de fire unge. Jens, og de andre, havde rent faktisk troet at de snart kunne få lov til at komme tilbage til hverdagen.
”Hver sød og sig at dette ikke er en af de der latterlige drømme hvor vi skal gætte gåder eller snakke med spøgelser,” bad Stine, stille og roligt, om.
”Nej nej. Ikke i nat. I nat skal vi bare snakke og jeg skal måske forklare jer en ting eller to. Men nu spiser vi!” Og det gjorde de så. Jens følte det som om han stoppede sig i flere timer før han blev mæt. (Der gik ti minutter, fordi ellers så ville drømmen jo aldrig stoppe.)
Da de havde spist bad bedstefar Toke dom om at gå ind i den lille stue. (Elelt Huset er så stort at alle stuerne har navne!) Herinde var der dækket op til the, kaffe og kage. Der var et kæmpe fad med mindst tyve forskellige slags muffins, alle med farvestrålende glasur på toppen. (Vidste I at den eneste forskel på en muffin og en cup-cake i USA er at en cup-cake har glasur på toppen og det har en muffin ikke?) De satte sig alle i møblerne rundt om bordet. Patrick smækkede hans ene ben, det dårlige, op på bordet. Hvad dette nu ikke været en drøm havde der været syv tanter og endnu flere mostre, der havde flippet helt ud.
”Nå, men tag jer en kage.” Sagde Toke.
”Jeg tror altså ikke at vi kan-” Begyndte Stine, men blev stoppet. Sikkert af den samme store sult der med ét for frem i maven, som Jens følte. De tog alle for sig af kagerne.
”Anden måltid, og kun 745 ord inde i afsnitet. Glimrende!” Hviskede Toke. Jens ville have spurgt ham om hvad fanden han fablede om, men han havde lige proppet en jordbærdmuffin i munden. ”Men som I jo nok ved så har jeg besøgt jer i jeres drømme de sidste par uger. Og jeg har også sendt jeg nogle andre steder hen.” Startede bedstefar Toke. Også begyndte han ellers at forklare, om hvorfor han havde gjort det. Og hver gang de fire unge havde tømt et fad gik de ind i et nyt rum, hvor et nyt fad med lækker mad. I får historien lidt anderledes, fordi det er lettere. Men I behøver ikke at være bange for at gå glip af hvornår der vil blive serveret hvad!
Andreas Elle, eller bedstefar Toke om man vil, er meget gammel. Han kan ikke huske hvor gammel selv mere, og tjekkede man ham i folkeregistret ville man opdage at den royale familie var ret meget bagefter med at sende tillykke-med-din-høje-alder-breve. Og igennem alle de her år har Toke lært magi. Ikke sådan noget Merlin eller Dubledor agtigt. Men små finurligheder, såsom at lave om på folks drømme. Igennem hans lange liv har han også mødt mange mennesker, og mange af dem er nu hans venner. (Dem af dem der ikke er døde.) Men Toke er ligeglad med døden for han kan skam rejse i tiden. Og som han selv siger til Patrick: ”Din drøm, med Sarah Palin! Den var svær! For jeg skulle rejse tilbage i tiden og bede mit unge jeg om at kaste æg på hende, fortælle hende mit navn og give hende beskeden du skulle have. Også måtte jeg jo bare håbe at hun kunne huske mig! Men det virkede.” (Nu skifter vi rum, og går til tredje måltid: sandwichs.) Toke kan afsløre at han har gjort stort indtryk på utroligt mange i både Danmark og uden for landets grænser. Derfor er han ærligt talt lidt forundret over at han ikke er blevet nævnt i nogle historiebøger, men thats life. (Igen skifter vi rum, fjerde måltid: frugt.) Toke har igennem hele sit liv betragtet sig selv som semi-kommunist og derfor betyder næstekærlighed meget for ham. Han skammer sig meget over at nutidens ungdom, særligt den der kommer fra hans eget blod, er så snæversynede og forkælede at de glemmer at der er et helt kontinent syd for os der sulter og bliver slagtet af tyranner. (Næste rum, måltid fem: slik og bolsjer.) Og nu vil Toke altså gøre noget ved det, for selv han kan mærke at livet nok snart slutter. (Sjette måltid: rodfrugter, tilberedt på tusind måder.) Toke vil starte med sig selv, eller retter sagt hans familie, for hvis man vil ændre noget må man først ændre sig selv. (Syvende måltid: det kolde bord, med sild og hele molevitten.) Derfor havde Toke valgt de fire, Patrick, Jens, Stine og Cecilie, til at gennemgå nogle oplevelser og prøvelser. Og ideen var så at de skulle lære at der var mere i livet end bare dem selv. (Ottende måltid: pizza.) Og nu gennemgik bedstefar Toke alle de drømme de havde haft, og alle de tekster de havde fået, og hvad tanken bag hver drøm var. De fik et nyt måltid efter hver drøm: 1. december, niende måltid: fisk. 2. december, tiende måltid: suppe. 3. december, elvte måltid: bøffer med sovs og kartofler, 4. december, tolvte måltid: is, kage og anden dessert. 5. december, trettende måltid: nachos. 6. december, fjortende måltid: oste med nødder og alt det gøgl. 7. december, femtende måltid: sorte gryde. 8. december, sekstende måltid: snegle, frøer og andre franske ting. 9. december, syttende måltid: Pinsvintota, og anden svensk mad. 10. december, attende måltid: mammi, og andre finske retter. 11. december, nittende måltid: brændende kærlighed. 12. december, tyvende måltid: risengrød. 13. december, enogtyvende måltid: ris a la mande. 14. december, toogtyvende måltid: burgere og pomfritter. 15. december, treogtyvende måltid: smoothy og milkshake. 16. december, fireogtyvende måltid: chili con carne. 17. december, femogtyvende måltid: forloren skildpadde. (Det er måske værd at nævne at der er andre ord for ’måltid’, men at jeg ikke tror ret mange kender dem, da der værende ord som ’taffel’ og ’fest’ [feeast] som i et feast på engelsk.) 18. december, seksogtyvende taffel: forloren hare. (Som om den ikke ville komme efter forloren skildpadde!)
Og da de nu var kommet til den attende december, datoen i dag, kunne bedstefar Toke ikke afsløre meget mere. Så da de forlod bordet med forloren hare, gik de direkte til fest nummer syvogtyve. Her blev der serveret østeuropæiske specialiteter, så som polsk kartoffelsuppe og russisk borsch. Efter dette sad de lidt. Jens var forundret over at han igennem de sidste fire timer havde fortæret syvogtyve måltider. Han var ret sikker på at han ikke behøvede at spise igen før langt ind i det nye år.
”Men, bare lige for at forstå,” sukkede Patrick. Han havde noget opsummeret fyrre gange, nu, bare for at være helt sikker. ”Du er en gammel kommunist og du vil gerne sikre at den ånd lever videre, så derfor pådutter du altså din politiske overbevisning til dine efterkommere?” (Ja, ordet pådutter, bruges på den måde!)
”Nej.” Svarede bedstefar Toke, stille og roligt. Han rejste sig fra bordet og gik ind i næste rum. Nogle af måltiderne havde de indtaget i gange og badeværelser, selv i andre soveværelser, fordi de åbenbart ikke kunne spise det samme sted to gange. Denne gang gik de ind på det værelse hvor Stine og Jens’ forældre lå og sov. Selvom det var en drøm, og de ikke kunne høre dem, så virkede det stadig utroligt akavet. På gulvet stod er fad med smørrebrød. Jens var lige ved at brække sig da han så det, så stop mæt var han. Lige indtil bedstefar Toke sagde at de bare skulle tage for sig. Så knurrede hans mave, igen.
”Nemlig, det otteogtyvende måltid.”
Med mad i munden spurgte Patrick: ”Vil du ikke godt forklare det hele, hurtigt og simpelt? Jeg kan ikke følge med, når vi hele tiden spiser.” Toke sukkede.
”Det handler ikke om at pådutte jer min politik. Det handler om at lære jer nogle værdiger, så som at læse en bog! Har I alle læst den bog I fik?” De nikkede, men munden fuldt af mad. ”Det er alle nogle helt vidunderlige eksempler på god litteratur, I har misset hele livet, netop fordi I bruger al jeres tid på jer selv! Men nu har vi nået det otteogtyvende måltid, så må I hellere se at komme op!”
Jens vågnede i sengen, ved siden af Patrick. Han var så mæt at han troede han ville knække sig ved selv den mindste bevægelse, men kom dog op. Patrick kom op på samme tid, og sammen gik de ned i køkkenet. Klokken var halv ti om formiddagen. De mødte pigerne på vejen derned, de var ligeså mætte. Der var en del støj nede fra køkkenet. De så det halve af familien styrte rundt omkring bordet, der var dækket næsten ligeså godt op som natten før. For bordenden, gemt bag en gammel papirs-avis, og med en kop i hånden, sad bedstefar Toke.
”Godmorgen unger!” Sagde han og løftede kruset. Der var uden tvivl kaffe i. ”Vil I ikke have jeres niogtyvende måltid?” Jens blev ikke overasket over at føle en sult så ufatteligt stor.
Ord i kapitlet: 1960
Ord i alt: 24.525
19. December
Lars Top Galias tv-transmitterede testamente ville have fungeret bedre som en pornofilm
Dagens bespænd: afsnittet skal være skrevet som var det den 25. december
NB! Grundet dagens bespænd vil handling fra kommende afsnit måske blive afsløret!
Cecilie følte sig helt lettet. Som om alle de problemer hun havde lige fortiden var forsvundet. Hun var ganske ude mærket klar over at dette var en forkert dag, og at hun havde sprunget nogle dage over, men alligevel følte hun sig let som en fjer. Hun var vågnet den morgen, havde set på klokken på hendes mobil, der også havde fortalt hende at det var den femogtyvende december og ikke den nittende. Hun troede først at det var en drøm, men det var det ikke. For det første var det kun hende der drømte den. Hun behøvede ikke at spørge de andre om de drømte, for det gjorde de ikke. De havde en helt almindelig dag, i Elle Huset, efter juleaften. For det andet så vidste Cecilie bare at hun ikke drømte. Og sådan var det altså bare. Hun havde sprunget nogle dage frem i tiden, men hun drømte ikke.
Hele dagen var hun gået rundt med et stort smil på ansigtet, selvom hun prøvede at undgå de andre. For hun vidste ikke hvad der var sket de sidste par dage. Den tid hun var sprunget hen over havde hun jo ikke oplevet, og anede derfor ikke hvad der var sket. Men hun kunne fornemme på de tre andre at der var sket noget stort. Og at alt ligesom havde ændret sig.
Hen på eftermiddagen kom Cecilie ind i en af de små stuer, hvor der sjældent var mange mennesker. Her sad hendes forældre. Hun antog at det var sikkert at sætte sig her, uden at nogen ville opdage at hun ikke anede hvad der var sket de sidste seks dage. Også de smilede stort og varmt til hende. Nok bare fordi de fik sådan en vidunderlig julegave af mig, tænkte Cecilie.
”Hej skat,” sagde hendes mor. Hendes far nikkede.
”Hvordan har du det?” Spurgte hendes far, idet Cecilie satte sig i en af sofaerne. Hun løftede bare skuldrene.
”Okay, hvad med jer?” Hendes forældre sendte hinanden et blik, som Cecilie ikke havde set siden dengang de kom hjem fra deres ’anden bryllupsrejse’.
”Nu handler det jo ikke om os, men om dig,” sukkede hendes mor.
”Og Niels!” Tilføjede hendes far, lynhurtigt.
”Og Niels, selvfølgelig! Det handler om dig og Niels.” Gav hendes mor hendes far ret. Cecilie så med skepsis på sine forældre. Hvad fanden snakkede de om? (Som om vi ikke allerede har regnet det ud!)
”Øh, jeg er ikke sikker på-” Cecilie afbrød sig selv da en ide begyndte at dæmre for hende. ”Ved I hvad, jeg tror lige jeg vil finde bedstefar Toke, også snakker vi senere. Okay?” Hendes forældre så lidt bekymret ud.
”Ja, selvfølgelig.” Sagde hendes far, da Cecilie ligeså stille gik ud af rummet og ind i køkkenet. Det var som reelt det bedste sted at finde bedstefar Toke, og der sad han også, med en DP og en avis. Der rente nogle af tanterne rundt, nogle af dem Cecilie ikke lige kunne huske hvad hed, og gjorde rent efter frokosten. Cecilie satte sig ved siden af Toke, og hviskede, så tanterne ikke hørte det: ”Hvorfor er jeg her i dag?” Bedstefar Toke så op fra avisen. Han lignende et stort spørgsmålstegn.
”Hvad mener du?” Spurgte han.
”Hvorfor er jeg i fremtiden?!” Hvæsede Cecilie. Hun så sig om, for at tjekke at ingen andre hørte det. Det var der vist ikke.
”Er du i fremtiden?” Cecilie var ikke sikker på om Toke spillede dum eller ej.
”Ja! Den ene dag er det den attende december, og vi har den drøm med alle taflerne. Og den anden dag er det den femogtyvende december og jeg har glippet et eller andet stort! Hvorfor er jeg her?!” Cecilie snakkede hurtigt og var helt sikker på at ingen fattede et ord af det hun sagde. Men det gjorde bedstefar Toke –han er trods alt magisk!
”Nåe ja! Det er i dag!” Udbrød Toke. Tanterne (Cecilie var ret sikker på at den ene var hendes mors moster, og at hun hed Sylvia) vendte sig imod ham. ”Jeg troede først det var i morgen du ville komme!” Cecilie spærrede øjne op.
”Du havde glemt hvilken dag du ville sende mig frem til!” Hun hvæsede stadig lavt.
”Hay! Jeg er ret gammel! Jeg har lov til at glemme ting.” Forsvarede Toke sig selv. Cecilie rullede med øjne, hun havde godt set at Sylvia og de andre var begyndt at holde øje med de to.
”Okay, hør her. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, men jeg forventer at når jeg vågner i morgen, så er jeg tilbage til normal tid!”
”Du kan ikke komme tilbage til at opleve den nittende. Den sker jo nu, samme tid som denne udgave af den femogtyvende, men det er virkeligt lidt svært at forklare om.”
”Så lad hver! Bare jeg kommer tilbage til den tyvende!” Toke nikkede forstående.
”Du kommer tilbage i morgen, det var hele tiden planen. Men jeg var jo ligesom nød til at få dig her hen.” Cecilie stirrede på ham.
”Hvorfor var du nød til det?” Spurgte hun. Toke så sig om, og pegede så ind i en af stuerne. De gik der ind, der var ingen andre.
”Har du læst den bog du fik?” Spurgte han. Cecilie nikkede. ”Kan du huske beskeden du fik af forfatteren?”
”Siger du at hvis jeg får en abort så vil jeg og mit sommerhus blive forfulgt af en niggerkvindes spøgelse?” (Man skal virkelig have læst KNOGLER af S. KING for at forstå dette, så læs den!) Toke slog sig for panden.
”Nej, men jeg siger at du ikke skal udelukke tanken om at beholde barnet.”
”Prøv lige at hør her!” Startede Cecilie. ”Jeg er skesten! Jeg kan ikke få et barn. Og hvem siger at Niels overhovedet vil være far? Og hvad skal jeg sige til mine forældre? ’Hov, mor og far. Shit happens’?” Mens hun himlede op havde bedstefar Toke drukket hans DP færdig.
”Har du ikke lagt mærke til den gode stemning der er i huset i dag? Både blandt de tre andre og dine forældre?” Der blev stille lidt. ”Cecilie, i denne her fremtid der har du fortalt både din kæreste og din familie at du skal have et barn, og alle er meget glade på dine veje.” Cecilie måtte indrømme at hun aldrig rigtigt havde haft lyst til at få en abort, men havde aldrig overvejet at hun rent faktisk kunne få barnet.
”Se,” smilede bedstefar Toke. ”Alt kan lade sig gøre i julen.” Cecilie nikkede stille og roligt. Hun havde stadig ikke besluttet sig, men hun vidste da idet mindste at hun skulle snakke med både Niels, hendes forældre og Patrick om det, når hun igen kom tilbage til den tyvende.
Ord i kapitlet: 1152
Ord i alt: 25.682
20. December
Den spættede sæl kan rende mig i røven!
Dagens bespænd: dagens afsnit skal være et opsamlings afsnit, som ikke opsamler noget der har haft med julekalenderen at gøre
Stine var blevet utrolig glad da Cecilie tidligt på formiddagen kom hen til hende og fortalte at hun havde ringet til Niels, hendes kæreste, og snakket med ham om graviditeten. Og at Niels havde sagt at han selvfølgelig ville støtte Cecilie, lige meget hvad. Cecilie havde også bestemt sig for at hun ville fortælle det til Jens og Patrick. Stine afslørede ikke noget om at hun allerede havde sagt det. Senere på dagen, da de alle fire sad inde på Stine og Cecilies værelse kunne Stine fornemme at Cecilie var ved at trække i land, så hun startede pænt op for hende: ”Jo altså, Cecilie har noget ret stort hun gerne vil dele med jer.” Cecilie så lidt overasket på Stine, der kun gav tegn til at hun skulle fortsætte.
”Æh.. jo. Som I sikkert allerede ved,” Cecilie skævede til Stine, ”Så er jeg ligesom, sådan I ved, gravid, kinda.” Jens reagerede ligesom Stine havde regnet med (Sådan noget ved tvillinger vel) men Patrick blev ret stille.
”Der du helt sikker?” Spurgte Jens. Altid den er skulle have alle fakta på plads. Cecilie nikkede, med et lille smil på læberne. ”Har du snakket med Niels?”
”Ja.”
”Hvad siger han til det hele?” Stine var lige ved at baske til ham, hvorfor kunne han ikke bare holde mund og være glad?
”Han virker ret go.” Svarede Cecilie, det gjorde åbenbart ikke hende noget.
”Ved du hvad du gør?” Fortsatte Jens bare.
”Ikke helt endnu, men tiden løber vist snart ud.” Der blev stille lidt. Cecilie så lidt på de andre. Stine kunne godt se hun lide havde forventet at Patrick ville reagere på en anden måde end blot at side stille og stirre på hende. (Altså på Cecilie.) Men der var ingen der nåede at sige noget til det, for i samme øjeblik kom bedstefar Toke ind.
”Hej unger!” Gnækkede han. Han tog en dyb indånding. ”Nå, der er nok nogen der har fortalt at de er gravide, her. Hva’?” Der var ingen der svarede, men Cecilie blev knald rød i hovedet.
”Det kan sådan set også være lige meget! Vi skal snakke om noget helt andet i dag!”
”Om hvad?” Spurgte Patrick. Han stirrede stadigvæk på Cecilie, og han lød enormt irriteret.
”Ja, jeg vil lave en opsamling på hvad der er sket i The Julekalender, da jeg tænkte at det nok var noget I ville høre om.”
”Hvad fanden?” Røg det ud af Stine. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, det gav jo ingen mening. De fire havde efterhånden forstået at The Julekalender var en julekalender fra dengang bedstefar Toke var ung.
”Så så, snak nu ordentligt!” Bad bedstefar Toke. ”Ellers kan det være at jeg slet ikke gider fortælle jer hvad der er sket!” Stine nåede at tænke det måske var helt i orden hvis de nu ikke nåede at høre historien, men antog at Toke ville fortælle den under alle omstændigheder. Han var trods alt ikke den wussi til BS Christiansen.
”God stå! Hør nu godt efter!” Og her kommer opsummeringen af hvad der er sket i THE JULEKALENDER til og med den tyvende december!
Det hele starter med at man får af vide at de onde Nossor har jagtet nisserne und af det område vi i dag kalder for Jylland. I Jylland er der en særlig hule, som Nossorene ikke har fundet, og i nærheden af den bor kartoffelavler parret Oluf og Gertrud Sand. Langt væk fra Jylland ligger den gamle nisse Gammel Nok for døden, fordi den nøgler der skal trække hans livsspilledåse op, ligger i den gamle hule. Han sender nisserne Fritz, Günter og Hansi til at hente den. Og her starter julekalenderen; for de styrter ned i skoven over hulen, i nærheden af familien Sand. Propellen til deres fly bliver bøjet, men de finder hulen og de finder nøglen. Men nu skal de ligesom løse problemet med den bøjet propel. Heldigvis har de DEN STORE BOG med sig. DEN STORE BOG omhandler alt og kan svare på alt. Men den må under ingen omstændigheder falde i hænderne på en nossor. DEN STORE BOG han heldigvis en anvisning til hvordan man snitter en ny propel og Günter er heldigvis en snittermand. Alt går glimrende da der pludselig dukker en meget påtrængende fremmede op hjemme hos familien Sand. Han hedder Benny og er rejsende forhandler, hvis bil er både brudt sammen og stjålet af mafiaen. Han beder om husly ved familien Sand der lukker ham ind. Her stille han mærkelige spørgsmål om både huler og kældre. En dag, da Günter mælder at propellen næsten er færdig, går Hansi ud for at finde benzin til deres fly. Han finder noget ved familien Sands går, men taber desværre kortet der visser vejen til hulen. (Vi er nu omkring afsnit ti-elve.) Det finder Oluf, og Benny er meget interesseret i det. Han tager det, fordi han vil tage det ned på det lokale museum. Men i virkeligheden tager han ud til hytten i skoven, hvor kun Günter er, fordi Fritz har forladt hulen i vrede efter et skænderi med Hansi, som er gået ud for at finde ham. Benny slår Günter ned og stjæler DEN STORE BOG. (Da-da-dam!!)
Da Fritz og Hansi kommer tilbage opføre Günter sig som en tysk sporhund. Og DEN STORE BOG er væk. Nu bruger nisserne et afsnit eller to på at være forvirret, men til sidst bruger nisserne Günter som en sporhund, og han finder nu frem til BOGEN og Benny. Benny er for resten meget begejstret for bogen, men familien Sand, særligt Oluf, bliver mere og mere mistænksomme ved Benny. Nisserne vender tilbage til hulen, hvor de, ved at slå Günter, får ham til at blive sig selv. Nu laver de en plan om at gå op og stjæle bogen tilbage. (For resten har det vist sig at den første propel som Günter snittede var for lille, så han skal snitte en ny, men kan ikke uden bogen.) Imellem tiden finder vi ud af at Benny i virkeligheden er en nossor, og at han vil bruge bogen til onde ting som at lave et skattetryk på 100 % (Det hele mand, det hele!) Da der kommer nogle spejdere forbi kommer Gertrud til at give DEN STORE BOG væk og det blive Benny så vild og gal over at han fare ud i natten! (Nu er vi omkring sytten atten stykker) Da nisserne kommer for at sjæle bogen tilbage er den der jo ikke, og det er nossoren (Som for resten ligner Hansi ret meget) også. De tror selvfølgelig at Benny er stukket af med BOGEN og at han aldrig kommer tilbage. Men det gør han, med bogen. Nisserne finder ud af det, fordi Hansi, der er blevet forelsket i Gertrud Sand, har holdt øje med familien Sands hus. De går derfor op og stjæler den tilbage, hvor de også lige gokker Benny i hovedet, fordi han slå Günter ned. Da de kommer tilbage til hulen begynder Günter med det samme at snitte en ny propel, og Fritz låser hulens lem, så Benny ikke kan komme tilbage og tage bogen. Så da det tyvende afsnit slutter står han uden for hulen i vild galskab og råber og skriger!
”Hvad siger I så?” Spurgte bedstefar Toke.
”Det lyder seriøst som en totalt lam julekalender.” Hvæsede Patrick. Stine havde godt lagt mærke til at han stadig stirrede på Cecilie.
”Nå, men din mening og den spættede sæl kan rende mig i røven!” Udbrød Toke, hvorefter han gik sin vej. Nu blev de efterladt i total stilhed. Stine kunne se at Jens lige skulle til at spørge om noget, så hun skyndte sig at trække ham hen til døren.
”Vi skal også lige tjekke at vores forældre ikke at fundet vores gaver til dem.” Sagde hun, og hev ham ud. Hun smækkede døren bag sig, i håbet om at Patrick kunne få sagt hvad der var hans problem til Cecilie når de var alene.
”Hvad fanden?” Skreg Jens, så hans stemme lige hoppede op i det høje toneleje der engang var hans barndoms stemme. (Overgang!)
”Hold nu bare kæft og kom med.” Og det gjorde han så.
Ord i kapitlet: 1382
Ord i alt: 27.069
21. December
Tysk importerede mandariner? Nu frister du mig vist!
Dagens bespænd: afsnittet skal foregår ved den nyoprettede polsk-hollandske grænse hvor mandarinsmuglere lever et liv i sus og dus. (Men mest sus.)
Jens, og de tre andre, stod i en øde gade belagt med brosten. Det var mørkt, og koldt, men der var gadelygter så de kunne stadig se. Der var ingen mennesker i gaden, og alle vinduerne var mørke. I baggrunden kunne man høre en ret voldsom torden. Men Jens syndes alligevel at det lød mærkeligt for torden at være. De fire begyndte at gå ned af gaden, uden at sige noget til hinanden. Jens hjalp Patrick, som af en eller anden grund ikke kunne få sine krykker med ind i drømmene, og et godt stykke bag dem kom Stine og Cecilie. Jens vidste ikke hvad Patrick havde sagt – eller ikke sagt – til Cecilie dagen før, men han var ret sikker på at de ikke var bedste venner lige for tiden.
Nede for enden af den mørke gade kom en lidt større vej. Her var der nogle mennesker, dog ikke mange. Op ad en af lygtepælene stod bedstefar Toke, men han var ikke gammel. Han så ud som dengang han var ung. Han stod og stirrede tomt på dem. De stoppede da de kom hen til ham. Han tog en mandarin op ad lommen, og lige med et sagde en ældre dame noget som Jens slet ikke fattede. Men det lød nogen lunde sådan her: ”Dobry Boże! Ma mandarynki!” Alle mennesker vendte sig imod bedstefar Toke og så blev gaden ellers tømt, ret hurtigt. Som om alle var gået i panik. Toke rullede med øjne og vinkede dem over i en opgang, hvor døren var åben. De tog elevatoren op i en mørk lejlighed, fuldt med kasser af mandariner.
„Hvor er vi?” Spurgte Stine imens Andreas (For det er altså ærligt talt hvad de fire tænker om bedstefar Toke, når han er ung) forsigtigt kiggede ud igennem pasgenerne.
„Vi er i et parallelt univers,” hviskede han. „Og ikke snakke helt så højt, når I er her. Jeg tror måske Holland er begyndt at holde øje med min lejlighed.” De fire så på hinanden, deres blikke mødtes som det havde gjort så utroligt mange gange før i løbet af denne måned.
„Er der nogen god grund til at spørge om hvad fanden alt det betyder?” Sagde Jens. Han lød ret lige glad, hvilket han også var, for han var næsten ligeglad med Andreas og hans mærkelige drømmeprojekt.
„Jeg skal nok forklare, men I skal sgu være stille!” Hvæsede Andreas og vinkede dem ind i et lille køkken, hvor der stod nogle få gamle stole. Der var ingen vinduer og den ene lampe der lyste rummet op gjorde ikke er særligt overbevisende arbejde. Da Andreas havde lukket døren, og det havde han brugt lang tid på, åndende han lettet op.
„Okay,” sagde han, nu i normalt toneleje. „I kender godt sådan nogle teorier om at der findes uendeligt mange demissioner, hver med sin egen udgave af Jorden, og alt andet, ikke?” De fire nikkede. „Det her er en af de dimissioner, der ligger ret tæt op af vores egen. Derfor minder denne her Jord utroligt meget om vores. Den er i samme år som os.” Der blev stille. Meget stille.
„Så det her er slet ikke nogen drøm? Vi er rent faktisk her?” Som altid var det Jens der skulle have alt på det rene. Sådan var han bare, altid logisk og faktuelt.
„Ja, I er her. I ligger ikke i jeres senge hjemme i Elle Huset.” Svarede Andreas, og fortsatte: „denne her udgave af Jorden er lige nu ved at gennemgå noget det minder meget om en 3. Verdenskrig. Vi befinder os lige nu på den polske side af den polsk-hollandske grænse, som er de to supernationer. Og uden at gå videre ind i det så bliver der smuglet en del mandariner frem og tilbage over grænsen, og særligt dem fra Tyskland. Det er ret ulovligt, sådan ligesom opiumsmugling er i vores verden. Derfor skal mandarinsælgerne, der ellers lever i sus og dus, dog mest i sus, altid være ret vogne. Men det fine ved det hele er af de penge de betaler med, på begge sider af grænsen, er mangen til euroen i vores verden. Så når jeg sælger mandariner det ene sted får jeg en masse euro, som jeg tager med ind i vores verden, veksler til dollars, eller noget andet, også giver jeg pengene til velgørende projekter på vores Jord.” Jens nægtede at tro det. Det var simpelthen alt, alt, ALT for langt ude.
”Men hvorfor kommer du i dit unge jeg, hvis det er samme ord som hos os?” Spurgte han.
”Fordi jeg antager at der er en udgave af mig selv i denne her verden, som jeg nødigt vil skabe problemer for, bare fordi jeg er her en gang imellem og levere mandariner til den royale familie i Holland.” Svarede Andreas.
”Lad mig lige forstå det her ret,” fortsatte Jens. Han vidste godt at Stine havde løst til at slå ham hver gang han blev så teknisk, men hvad kunne han gøre? Han var trods alt en videnskabens mand. ”Du tager til en parallel demission, med en udgave af Jorden, hvor du smugler tyskimporterede mandariner i en krigszone, for at kunne sponsorere velfærd og velgørenhed i vores egen verden?” Andreas nikkede. Jens rullede med øjne, han gav op. Hvordan skulle han kunne forklare den gamle mand alt dette var en løgn, når han slev befandt sig i løgnen?
”Men hvorfor tog du os med her til?” Nu var det Cecilie der spurgte.
”Jeg vil vise jer hvor langt nogle vil gå for at hjælpe andre. Og man behøver ikke at smugle mandariner for alt hjælpe hinanden. Man kan også bare samle ind når Røde Kors før det.”
Lige med ét blev der en enorm larm ude i stuen, hvor alle mandarinerne befandt sig. Ind kom et SWAT-lindene hold ind. De råbte noget på polsk og Andreas gav tegn til at de skulle ligge sig ned på maven. De fik alle hænderne sat sammen med strips og blev ført ud af lejligheden. Nede på gaden stod der en masse mennesker og kiggede på. De blev alle smidt ind i en mørkeblå bil, hvor der med hvid skrift stod: ”Policji” på siden af den.
„Hvad fanden sker der?!” Hvæsede Patrick, da de alle sad i bilen.
„Vi er blevet anholdt, for at smugle mandariner,” sukkede Andreas.
„Anholdt? I en anden demission? Vi har ikke engang gjort noget!” Skreg Cecilie.
„Nej, men de tror at I er mine begmænd.” Han rystede på hovedet. „Det er I alt for unge til, men hvad fanden?”
„Hvad fanden?” Skreg Cecilie. Jens var ret sikker på at han aldrig havde hørt hende så hysterisk før. „Hvad fanden! Så få os da for fanden væk herfra! Jeg skal sgu ikke i et polsk fængsel!” Andreas så overrasket på hende. Også nikkede han.
„Okay, godt så. Vi tager hjem, men det er altså ikke rart at rejse igennem parallelle universer hvis det sker uforberedt!”
„Jeg er ligeglad!” Cecilies toneleje var så højt at betjentene på forsædet åbnede lemmen om til deres rum. Og hvad han så måtte have været forfærdeligt, tænkte Jens, for lige dér kunne han mærke at alle hans molekyler gik i opløsning og blev spredt ud i hele rummet, hvor efter de langsomt, så hurtigere, fløj ud igennem bilen, op over byen, landet, kontinentet og op i himlen. Han var spredt ud over hele himlen, han prøvede at skrige men han anede ikke hvor hans mund startede og sluttet. Også gik det hele så hurtigt at han slet ikke opfattede hvordan han fløj forbi stjerner, planeter, galakser og universer. Han mærkede dog hvordan han langsomt blev mere og mere samlet og til sidst lå i sin egen seng, hel og rigtigt sat sammen. Han satte sig lynhurtigt op og så over på Patrick. Han så ud som om han tjekkede at han ikke manglede nogle læmesdele. På deres natbord stod en skål med mandariner. Der lå en seddel hvor der stod:
Jeg bliver nød til lige at blive et par dage i Polen, og få styr på det hele. Håber at være hjemme inden jul. Smag forresten på de her mandariner, fra Tyskland.
Jens måtte indrømme at mandarinerne var gode, men ikke gode nok til at han ville sætte liv og lemmer på spil for dem.
Ord i kapitlet: 1405
Ord i alt: 28.477
22. December
Selvtægt? Jeg troede det var når man onanerede imod sin vilje
Dagens bespænd: afsnittet skal skrives som var det facebook opdateringer
Patrick sad nede i en af stuerne med sin computer og nød at hverken Stine, Jens eller Cecilie var tilstede. Han havde det stadig lidt mærkeligt efter at have rejst igennem dimensionerne sidste nat. Også havde han det enormt mærkeligt efter at have snakket med Cecilie, alene. De var ikke blevet sagt meget, derimod råbt en del. Det meste af samtalen havde ikke handlet om at Cecilie ikke havde fortalt noget før til Patrick at hun var blevet gravid, som han var mest sur over, men at hun kunne have været så uansvarlig. Det var endt med at Cecilie var stormet ud i raseri og at de to ikke havde så meget som sagt et ord til hinanden siden. Nu sad Patrick og overvejede hvorvidt han skulle få snakket ud med hende, men han var bare stadig så vred på hende. Da var det et der kom en lille lyd ud fra hans computer. (Den lød facebook laver når man få en opdatering.)
Det var Cecilie der havde skrevet på hans væg.
Vi bliver nød til at snakke.
Patrick sad et øjeblik. Han blev ikke mere glad det det gik op for ham at det var Cecilie der havde taget initiativet til at få løst deres konflikt. Faktisk blev han langt mere rasende end han nogen sinde troede om sig selv. (Jeg ved ikke hvor denne her meget barnlige side i Patrick kommer fra, men alle har den vel?)
Hvad er der at snakke om?
Han var ikke sikker på at det var det bedste svar, men sådan er livet jo nogle gange.
Jeg forstår ikke hvorfor du er så vred på mig! Jeg har intet gjort!
Typisk. Hun spillede offeret.
Netop. Du har intet gjort. Du har bare siddet og gloet ud i luften! Og nu er det forsendt.
Har du overvejet at jeg måske ikke vil have en abort?
Patrick stivende. Han havde slet ikke tænkt at Cecilie rent faktisk ville få det barn. Det eneste han kunne finde ud af at svare var:
…
Han sad i lang tid og ventede på at Cecilie ville svare. Langt om længe gjorde hun det:
Seriøst! Det var jo netop dérfor jeg aldrig sagde det til dig! Fordi du bare ikke kan fatte det!
Patrick var overasket over at Cecilie havde vidst at han var mest såret over at hun ikke havde sagt det til ham tidligere. Hvorfra vidste hun det? (Sådan noget ved piger bare, fordi det der den slags piger selv ville blive såret over.)
Du tror du ved alt Patrick, du tror at du kan forestille dig enhver situation, men du kommer aldrig nogen sinde til at så hvor jeg står lige nu. Jeg har ikke noget valg.
Er det på grund af den bog?
Patrick var kommet i tanke om at Cecilies besked fra forfatteren havde været en trussel om at vælge livet.
Nej. Det er en bog.
Men hvad er det så? Cecilie, du vælger at ødelægge dit liv! Du må forklare mig hvorfor!
Han var ved at blive meget frustreret. Hun måtte da kunne give ham nogle grunde, hvis han skulle forstå hende.
Fordi jeg har set fremtiden, og jeg ved at jeg ikke kommer til at fortryde det. Det kan godt være jeg ødelægger mit eget liv, men idet mindst kommer det nyt liv ud af det. Fugl Fønix.
Fugl Fønix? Var det hvad hun sammenlignede det med? Fugl fucking Fønix? Var hun blevet sindssyg? Patrick var mundlam. Hvad fanden skulle han svare til dette?
Cecilie, jeg holder virkelig meget af dig, men jeg forstår ikke at du kan gøre det her imod dig selv.
Måske gør jeg det ikke imod mig selv, men for mig selv?
Hvordan kunne hun svare så hurtigt, hele tiden? Patrick brugte flere minutter på at overveje nogle af hans svar, men han hørte facebooklyden lige med det samme han selv havde sendt.
Hvad får du ud af det her?
Jeg får et barn ud af det! Du kan slet ikke forstille dig følelsen af at have et liv inde i sig, der gror og vokser! Det er nok til at jeg ikke er i tvivl. Hvis du ikke forstår det, så forstår du det ikke. Jeg kan ikke sige mere end at jeg har ondt af at du er blevet så snæversynet. Jeg troede ærligt talt at du havde lært noget af alt det her.
Hun loggede af. Tilbage sad Patrick med en følelse af at han lige var blevet ramt af en atombombe. Han havde da lært noget af hele den oplevelse! Han var kommet i tanke om at han havde familie og venner ude på landet, og han havde lært meget om gavmildhed. Han havde da lært meget. Og selvom Patrick prøvede at bilde sig selv ind at han ikke var vred på Cecilie mere så skummede og brusede hans indre af aggressivitet og angst.
Ord i kapitlet: 833
Ord i alt: 29.315
23. December
Set i bakspejlet var det måske formålsløst at lydisolere…
Dagens benspænd: Jeg afslører dagens benspænd efter afsnittet, da det ellers ødelægger hele læseoplevelsen!
Cecilie havde været så rasende på Patrick at hun næsten havde set hvidt hver gang hun tænkte på deres samtale, både den over facebook og den de havde lige efter bedstefar Toke havde gennemgået den der julekalender. Hun havde været så bange for at sige det til Patrick, fordi hun troede at han ville blive rasende hvis hun så meget som nævne ordet abort, og så havde han bare opført sig som en total idiot og påstået at hun ødelagde hendes liv. Men Patrick forstod det ikke. Det ville han aldrig komme til. (Og den ligger ikke kun i at han er en dreng og ikke kan blive gravid.) Cecilie kunne slet ikke forklare den varme hun var begyndt at føle inden i siden hun havde bestemt at hun skulle beholde barnet.
Tidligere på dagen havde hun snakket med sine forældre om det, og ikke overraskende var de overraskende optimistiske. (Haha, overraskende gange 2, couse im THAT niiiace!) De følte at Cecilie havde taget et fornuftigt valg og lovede hende at de nok skulle være der for hende. Havde det været Stine så var hun blevet slagtet, særligt af hendes og Jens’ mor. Så Cecilie var meget taknemmelig for at hun havde sådan nogle fantastiske forældre. Men hun var stadig vred på Patrick. Nej ikke vred. Rasende. (Synonymer til ordet rasende: vred, edderspændt, filtrende arrig, filtrende gal, harmedirrende, på kogepunktet og lydene arrig.) Hun troede virkelig at han ville forså hende. Men måske havde han slet ikke lært noget som helst i løbet af december måned.
Det var den treogtyvende december og hele Elle Huset fløjtede af juleglæde og hygge. Alle tanterne og mostrene og særligt fastrene, havde pyntet hele hytten op til det maximale. Julemusikken drønede ud af højtalerne og overalt lugtede der af and, flæskesteg og brunkager. I alle de store stuer var der julepyntede juletræer og i den store hall stod et femten meter juletræ, dækket af alt det gamle og fine julepynt fra bedstefar Tokes forældre. Cecilie elskede stemningen i huset, hun elskede at alle altid var så glade, men hele situationen med Patrick ødelagde hendes humør totalt. Og hun blev ikke mere glad da bedstefar Toke samlede dem alle inde i en af de små stuer, hvor der ikke var andre mennesker. Patrick sad allerede der inde, men sit ben svunget op i sofaen, så der ikke var plads til Cecilie nogen steder, og det blik de sendte hinanden var så koldt at man kunne se iskrystallerne falde fra luften. (Jear, ice baby, ICE!) Cecilie gik hen til den stol Jens sad på og satte sig på armlænet.
”Jeg har bestemt at I skal løse en opgave i dag. Og løser I den ikke får det fatale konsekvenser.” (For resten så var Toke kommet hjem fra den anden dimension, han havde fået styr på det polske SWATteam, og smuglede nu videre.)
”Hvad skal vi?” Spurgte Patrick. Han lød som om nogen ikke bare havde pisset på hans sukkermad, men som om nogen havde skidt på hans sukkermad.
”I skal sætte jer ned og fortælle hinanden tre ting som betyder meget for jer selv.”
”Hvorfor skulle vi ikke kunne klare det?” Spurgte Jens. Toke hævede det ene øjenbryn.
”Fordi følelser er svære at håndtere.” Svarede bedstefar Toke. ”Jeg kommer tilbage igen om et par timer, så hyg jer.” Også gik han. Cecilie undrede sig over om han virkelig havde planlagt det hele forud, eller om han fandt på tingende hen af vejen. Hun troede mest på det sidste.
”Hvad tror I han mener med ting der betyder noget for os?” Spurgte Stine ud i stuen.
”Beats me.” Sukkede Jens. Cecilie skævede til Patrick der hele tiden havde stirret tomt på døren ind til stuen. Det gjorde han stadig, så hun kunne kun se hans nakke.
”Skal vi ikke komme i gang?” Stine rejste sig op og gik hen til vinduerne, hvor hun trak de tykke velourgardiner for. ”Nogen der har en ide til hvordan vi gør?” Ikke overraskende havde Jens en logisk løsning: ”Vi trækker lod om rækkefølgen også siger vi én ting per runde. Forklare og alt det der.” Cecilie syntes at det lød okay, og hun satte sig ned på gulvet, rundt om det lille bord. Jens fandt et stykke papir, han rev i nogle stykker. Han skrev et tal på hver af dem, 1, 2, 3, og 4, og krøllede dem sammen. Hun blandede han dem og smed dem på bordet. De tog alle en seddel, undtagen Patrick der stadig sad og stirrede væk.
”Tre,” sagde Stine.
”To.” Mumlede Jens, imens han smed papirskuglen over skulderen.
”Fire.” Hviskede Cecilie. ”Så er du et, Palle.” Intet svar. Cecilie rullede med øjne og mærkede det glødende hvide raseri inden i sig. Det løb koldt ned af ryggen på hende da hun opdagede at raseriet havde overtaget varmen fra hendes livmoder.
”Patrick, come on.” Sagde Stine med sukker sød stemme og Patrick vendte sig om til de andre. Han lagde benet op på bordet og lukkede øjne. Han lænede sig tilbage og så egentligt mest ud som om han havde løst til at dø.
”Palle, du skal starte. Hvad betyder meget for dig?” Fortsatte Stine. Hun satte sig tilbage på stolen. Cecilie overvejede muligheden for sætte sig i sofaen, nu hvor Patrick ikke fyldte det hele. Men hun blev siddende.
Der blev stille lidt. ”Det betyder meget for mig at folk er oprigtige.” Sagde Patrick. Han lød ret hæs. Cecilie kunne mærke hvordan en usynlig kniv ramte hende i brystet og gennemborede hendes hjerte. ”Nej, vent. Det betyder at de folk jeg holder er oprigtige over for mig. Fordi jeg giver dem min tillid. Og fordi jeg håber at jeg har fortjent deres tillid.” Cecilie kunne nu mærke knives blad dreje rundt inde i hendes hjerte. Igen lagde stilheden sig i den mørke stue. Stine rejste sig og gav Patrick et lille kram. Hun hviskede noget til ham, som Cecilie ikke rigtigt hørte men det lød som: ”Jeg forstår dig godt, og vi snakker om det, okay?” Cecilie så ned på sine hænder.
”Så er det vel mig.” Sukkede Jens. (Ja, Jens sukker meget.) ”Det er vigtigt for mig at mine venner kan forstå mig, fordi jeg nogle gange følger mig udenfor når jeg er i skolen.” Stine nikkede. Hun vidste det uden tvivl godt.
”Hvordan udenfor?” Spurgte Patrick, stadig med lukkede øjne.
”Jeg kender ærligt talt ikke ret mange mennesker som forstår hvad jeg siger til dem. Også er det lige som om at jeg bliver den dumme.”
”Forstår jeg godt.” Mumlede Patrick. Den stilhed der nu lagde sig viste at det var Stines tur.
”Det er vigtigt for mig at folk forstår at jeg ikke er den samme som Jens.” Sagde hun. Cecilie spidsende øre, for nu kom der noget hun ikke helt havde forventet. ”Fordi det ligesom om at alle forventer at Jens og jeg er totalt ens, bare fordi vi er tvillinger. Og jeg er slet ikke som Jens.” Cecilie var ikke sikker på om hun hørte gråd i Stines stemme eller om det bare var fordi Cecilie ville høre gråd. Stilheden kom igen, så nu var det Cecilies tur.
”Det er vigtigt for mig at ingen skal bestemme hvad jeg skal gøre, men at folk vil hjælpe mig, lige meget hvor meget jeg fucker up.” Hun så stadig på sine hænder, men mærkede det tusind kilos blik Patrick lagde på hende. ”Fordi jeg tror på at man skal lære af sine egen fejl og ikke lære af andres fejl.”
”Tsk.” Hvæsede Patrick.
”Palle!” Udbrød Stine. Cecilie så stadig ikke op. Og nu var det Patricks tur, igen.
”Det betyder meget for mig at jeg har så mange fantastiske venner og familie som jeg har.” Sagde han. ”Og det giver vel sig selv.” Nu tog Patrick den usynlige kniv ud af Cecilies bryst og erstattet den med en usynlig motorsav.
”Det er også vigtigt for mig at jeg ikke bliver opfattet som den samme som Stine.” Fortalte Jens. Endnu en der ligesom gav sig selv, når man tænkte over det. Nu var det Stine.
”Det er vigtigt for mig at jeg ikke vil have sex før efter jeg er blevet gift.” Sagde hun. Cecilie følte hvordan gråden rullede op igennem hendes hals og hun måtte synke voldsomt for at holde den nede. ”Ikke af religiøse oversager, men fordi jeg føler at sex hænger sammen med ægteskab.”
”Jeg er stolt af dig,” hviskede Jens. Og han mente det. Det kunne man tydeligt høre.
”Det betyder meget for mig at jeg har en vidunderlig kæreste,” hviskede Cecilie, stille. Hun sad stadig med ansigtet vendt imod gulvet. ”Fordi uden ham ved jeg ikke hvem jeg er.” Igen vendte følelsen af det tunge, kolde blik fra Patricks øjne, ned over hendes skuldre og nakke. Cecilie kunne ikke rigtigt stoppe, for nu trillede nogle få, lydløse, tåre ned over hendes kinder. Men der var ingen der sagde noget.
”Kan vi ikke springe mig over? Og tage mig lidt senere?” Hviskede Patrick. Han lød så hæs, Cecilie anede ikke hvor det kom fra. Men hun kunne ikke tvinge sig selv til at møde hans blik, så hun bøjede nakken.
”Jov, det kan vi.” Sagde Stine. Cecilie mærkede hvordan Stine igen rejste sig og gik hen til sofaen, hvor hun satte sig ved siden af Patrick. En underlig tanke kom op i Cecilies baghoved; at Patrick lige nu befandt sig i stuen, sammen med dem, uden tøj på. Hun var lige ved at se op, men gjorde ikke. Hendes nakke gjorde super ondt, fordi hun følte det som en kam imellem nakken og lysten til at se op.
”Så er det dig Jens,” afbryd Stine Cecilies tanker, og Patrick fik tøj på igen.
”Det der er alder mest vigtigt for mig er, at Stine får et godt liv.” Hviskede Jens, efter en ret lang pause. ”Fordi jeg holder så meget af dig, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden dig.” Cecilie var helt sikker på at hun hørte gråd i Jens’ stemme og at hun hørte tåre trille ned af Stines kinder.
”Mit sidste håb er det samme for dig,” svarede Stine. Cecilie så stadig ikke op, men blev rørt over at de to elskede hinanden så meget, når de så sjældent vidste deres følelser for hinanden.
”Palle. Er du klar nu?” Spurgte Jens, efter lidt tid. Patrick måtte have rystet på hovedet, for Jens lagde en hånd på Cecilies skulder der symboliserede at det nu var hendes tur. Hun sank en klump.
”Det der betyder mest for mig er at jeg har haft denne her oplevelse sammen med jer, fordi jeg havde glemt hvor vidunderlige I er. Alle tre.” Cecilie så stadig ned på sine hænder. Stilheden i stuen var tyk, Cecilie kunne mærke den når hun trak vejret.
”Det er sandt,” hviskede Jens. ”Patrick?” Cecilie kunne ikke længere kæmpe imod, hun var nød til at se op. Hendes blik mødte Patricks.
”Der er ikke mere der betyder noget for mig.” Svarede han. Cecilies verden bryd sammen. Hun mærkede hvordan den varme hun havde inden i sig frøs og da hun havde det alder værst kom bedstefar Toke ind, som den unge Andreas.
”I har intet lært!” Sagde han. ”I har lige bevist at I intet har lært! I er stadig ikke i stand til at se ud over jeres egen smålighed!” Han lød så ond, så gal at det skræmte Cecilie. Også mærkede hun hvordan luften ligeså stille forsvandt fra hendes lunger. Hun hev efter vejret. Hun mærkede hvordan noget inde i hende greb ud efter luften. Hun så hvordan både Patrick, Stine og Jens gjorde det samme.
”Jeg er ked af det, men jeg når jeg ikke kan give budskabet videre om gavmildhed og venlighed, så fortjener I, og ingen andre at leve.” Skreg Andreas hæst. Han var også ved at blive kvalt. Cecilie nåede at se hvordan han faldt om på gulvet, inden hendes syn begyndte at flimre og blive sort. Hun kravlede hen til sofaen så godt kun kunne. Klyngede sig til Patrick, der klyngede sig til hende. Nu var barnet blev helt stille og koldt. Cecilie vidste at det var dødt nu, og en moderlig følelse af panik spredte sig i hendes krop. Hulkende kravlede hun op til Patrick med hendes sidste kræfter, idet hendes syn forsvandt.
”Jeg mente det ikke,” hvæsede Patrick ind i hedes øre. Hun hørte Stine falde ned af sofaen og besvime. ”Der er noget mere der betyder noget!” Nu stoppede Jens med at trække vejret. ”Du betyder noget.” Det var det sidste Cecilie hørte, inden kulden i hendes mave og smerten i hendes lunger og hals blev erstattet med det samme mørke der havde taget hendes syn. Det tog hendes ører, hendes mund, hendes næse, hendes krop. Cecilie faldt ned i et dybt hul og alt var mørkt.
Dagens benspænd: Alle personer, medvirkende eller ej, skal dø.
Ord i kapitlet: 2167
Ord i alt: 31.483
DecemberUdfordringen 2010 
Hej Sofie
Du har helt klart fat i noget der. Jeg ser frem til næste kapitel.
Jamen se du frem til imorgen, hvor jeg kun kan afsløre at mærkeligheden stiger!! ^__^
Uha-uha!! Så var det lige før at dagens afsnit ikke var kommet ud før imorgen (Da-da-dam!) For undertagnet havde undladt at medbringe computer i skolen i dag (da undertegnede ikke gad at slæbe den med til de timer undertegnede skulle have.) og da undertegnede ikke kommer hjem før sent i aften og ikke er helt god til det der med wordpresss.com endnu så kunne det have resulteret i at 2. december først var blevet offentliggjort den 3. december!! (Endnu mere dramatisk lyd end da-da-dam!!) Men heldigvis havde undertegnets dansklære ikke undervisning til alle de 70 minutters undervisning, så undertegnet fik et lidt længere frikvarter og LØB (altså total styrede meget hurtig!) hjem, hentede computeren, kom for sent til fransk, fandt Amalie og fik hende til at vise hvordan undertegnet kunne ligge dagens afsnit ud på nettet. Og her er det så!! Underligt, mærkeligt og fuld af pasta salat!!
Håber I nyder det, og at det giver bare lidt mening. Glædelig 2. december, på trods af al dramatikken.
Hej Sofie
Godt du nåede det.
Jeg kan stadig lide din historie. To ting irriterer mig dog:
1. Jeg bliver forvirret, når du ikke staver heltens navn på samme måde hver gang.
2. Når du har et direkte citat, så slut af med et komma istedet for punktum, når der bagefter står, hvem der sige sitatet
F.eks: ”En italiensk immigrant i Monaco?,” sagde Andreas igen.
Kan godt forstå du bliver irriteret over at jeg nogle gange staver forkert! Gør jeg også selv, men får ikke altid læst lige grundigt igennem fordi deadline’ne er så stramme hele tiden, men skal nok prøve at være mere opmærksom på det! Hvad angår det bed direkte tale så er det bare lidt min stil, såe tror ikke det ændre sig så meget, selvom jeg vil tænke på det!!
Glad for at du stadig kan lide historien, på trods af mærkværdighed!!
Lidt om dagens afsnit; bare fordi farven rød forekommer har det intet med julen at gøre.
Desuden ved enhver dansker jo hvem Emma Gad var, men skulle det nu forekomme at en enkel eller to vil lave mere research her: http://www.emmagad.dk/
Og så kan vi lige afsløre at hippiernes motto i 60’erne og 70’er var: Emma gad, vi gider ikke.
Dejligt poetisk, ikke sandt? 🙂
Dagens afsnit er en artikel og ligeså snar jeg finder mit kamera ligger jeg billeder end af hvordan artiklen er sat op! (rigtig flot kan jeg godt love jer!)
Jeg vil gerne benytte denne anledning til at sige: dette er uden tvivl den bedste artikel jeg nogensinde har skrevet, og den eneste artikel jeg nogensinde har set frem til at skulle skrive. (Som en mere kreativ forfatter er det der med at afsløre det hele i starten ikke lige mig!) Des uden vil jeg gerne påpege at de kilder og den undersøgelse der refereres til ikke findes (De er med andre ord fiktive) og at denne artikel ikke er reel.
Så vil jeg lige ligge linket (Lige ligge linket, ordspil!) til en fed hjemme side med Kim Jung-Il, som er lidt alle Mao Zedong! http://kimjongillookingatthings.tumblr.com/page/1
Håber I alle stadig nyder min mærkelige historie, og at I samme tid lære bare lidt om livet!!
Ja, så kom billederne af min mest vellykkede artikel ud!
I dagens afsnit citeres Steen Østskov (Clint Eastwood) urimeligt meget. Jeg vil gerne sige at jeg ikke selv er den store Eastwood fan og at jeg aldrig rigtigt har været vild med westerns. Alligevel er der noget mystisk og barsk over ham som jeg må indrømme at det fascinere mig. Mest fordi at hovedpersonen i Stephen Kings serie The Dark Tower, er bygget op over Clint Eastwood. Roland hedder han, og serien er uden tvivl den bedste serie jeg nogensinde har læst!! Syndes I skal gå ind og kigge lidt på dem og hvis er bare lidt fantasy fans eller King fans så MÅ I BATE LÆSE DENNE HER SERIE!!
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Dark_Tower_%28series%29
Jeg har lagt dagens rebus (om Iben Hjejle) ud i galleriget, hvor også billederne af artiklen og ubåden ligger. Selvom i får facit i dagens afsnit kunne det jo være at i havde løst til selv at afprøve den!
Desuden er jeg ikke en fan af Iben Hjejle som skuespiller eller serien klovn, så derfor den lettere negative tone..!! Jeg undskylder, hvis nogle er fans!
Jeg elskede virkelig at skrive dette afsnit, fordi det gav mig mugligheden for at påpege Lars Ulrichs forfærdelige accent! Jeg er stor fan af Metallica og bryder mig bestemt om manden som person… men for fanden da! Selv efter at have boet i USA i 22 år snakker han stadig med den forfærdelige accent, som kun danskere kan have når de snakker engelsk! Og han oveni købet pålagt sig en endnu mere forfærdelig amerikansk accent når han snakker dansk!!
Men jeg kan kun anbefale at I alle strømmer ud og køber en masse Metallica albums, og Black Album skal være et af dem (pga. Sad but true)! Det samme gæller Garage Inc. (Fordi både It’s Electrick og Loverman er derpå!)